Fire knaldet på Darupvej: En må slippe 5300 kroner og kortet

Fire knaldet på Darupvej: En får pænt stor bøde

Foto: Kasper Ellesøe

Foto: Kasper Ellesøe

Færdselspolitiet foretog onsdag middag en hastighedskontrol af de bilister, der kørte ad Darupvej i begge retninger. Vejen er beliggende i tættere bebygget område, hvorfor højst tilladte hastighed på strækningen er 50 kilometer i timen, skriver politiet i dagens døgnrapport.

Fartmålingen fik fire bilister til at gå i fælden fra den times tid, politiet var på strækningen. Tre af dem kørte mere end 30 procent for hurtigt, og de står dermed til at skulle betale en bøde og 500 kroner til offerfonden samt et klip i kørekortet. De tre mænd var to fra Ishøj på 23 og 31 år samt en 57-årig mand fra Holbæk.

Den fjerde bilist var en 18-årig mand fra Roskilde, som blev dagens topscorer. Med 86 kilometer i timens skyndte han sig af sted. Det koster den unge mand en bøde på 4800 kroner, 500 kroner yderligere til offerfonden, og han får også frataget retten til at køre bil, da han overskred hastighedsgrænsen med mere end 60 procent.

Det skete under tre år efter, at han fik kørekort. Han skal således gennemgå obligatorisk undervisning og bestå en ny teori- og køreprøve for at beholde førerretten.