Et kvart århundrede på strammerkurs

Der er mange grunde til at kaste sig over politik og forsøge at gøre sin stemme gældende på parlamentarisk vis. For 59-årige Peter Skaarup var – og er – det kampen for retfærdighed og borgernes retsfølelse, som holder gang i den politiske ild.

Det er 25 år siden, at Peter Skaarup for første gang gik op ad trappen i Folketingets Vandrehal som med MF’er. Han var en af de 13 kandidater, som blev valgt ind for Dansk Folkeparti oven på partiets første valg oven på stiftelsen i 1995. 7,4 procent af stemmerne snuppede DF. Et imponerende valg, som endda blev overgået i 2001, hvor partiet fik hele 22 mandater svarende til 12 procent af stemmerne og en position som Danmarks tredjestørste parti.

Peter Skaarup var med DF hele vejen, indtil han i sommeren 2022 oven på en del interne magtstridigheder i partiet skiftede til Inger Støjbergs nystiftede Danmarksdemokraterne. Her stillede han op i Sjællands Storkreds og blev valgt ind ved folketingsvalget den 1. november 2022.

Inden han sammen med de nyvalgte folketingsmedlemmer i foråret 1998 kunne skrive under på at overholde Grundloven og påbegynde et foreløbigt kvart århundrede som folkevalgt, blev fundamentet lagt på Aarhus Katedralskole i starten af 1980’erne.

– Jeg blev lidt tændt på politik allerede i 1.g, hvor vi havde vi en lærer i samfundsfag, som var rigtig dygtig til at fortælle os om samfundet – og ikke mindst retssamfundet. Jeg læste, hvad Flemming Balvig (retssociolog og professor ved Københavns Universitet, red.) skrev om straf og retssociologi. Indimellem var der alt for meget sødsuppe. Det var alt for nemt for forbryderne at slippe fri eller få korte straffe. Jeg mente – og mener stadig – at der var en hammer, der skulle falde meget hårdere, siger Peter Skaarup, og fortsætter:

– Vi var nogle stykker, der meldte sig ind i ungdomspolitik. Det var selvfølgelig mest en hobby, men jeg sammenligner det nogle gange med at være fodboldspiller – uden sammenligning i øvrigt. Man tuller rundt med en bold på ungdomsholdet, men får pludselig muligheden for at gøre det til en levevej, smiler han.

Politisk siden ungdomsårene

Peter Skaarup arbejdede fra 1986 til 1990 som teknisk konsulent hos DSB rejsebureaudivision, blev sekretariatsleder og partisekretær for Fremskridtspartiet, og var i 1995 en af medstifterne af Dansk Folkeparti. Politikken har altså været en fast bestanddel af hans liv siden ungdomsårene.

Det kan godt være, at Peter Skaarup ikke er den af de 179 på tinge, der råber allerhøjst, men talen er klar og tydelig, når man spørger ham om kerneområderne; retspolitik og integration og flygtningepolitik.

– Nogle af de mange gode ting, jeg tænker tilbage på efter 25 år herinde, er, at vi har fået nogle meget hårdere straffe for personfarlig kriminalitet så som voldssager, i sager om voldtægt eller sexmisbrug af små børn. Jeg vil ikke sige, at det er blevet godt nok. Men jeg har været med til at gennemføre noget, der er markant skrappere kost, end tilfældet var tidligere, fastslår han.

En af de helt overordnede diskussioner i forhold til strafudmåling går på, hvor stor effekten er af at give folk store bøder eller sætte dem i fængsel. Men det er så heller ikke resocialisering, der står øverst på Peter Skaarups liste over argumenter for hårdere straffe.

– Vi skal først og fremmest have de hårde straffe på grund af retsfølelsen. Vi har opdraget vores børn til, at der er et politi, som tager over, hvis de bliver udsat for noget grimt. Hvis de selv skal tage magten i egen hånd og hævne eller lave repressalier over for andre mennesker, er det jo forkert. Det er jo ikke dét, vores samfund bygger på. Så det er jo en vigtig del af vores velfærdssamfund, at vi har sagt, at det er samfundet, der tager over her. Og hvis man føler, at samfundet ikke tager over – hvis en butikstyv eller en hjemmerøver får en meget lille bøde eller en meget lav straf – så bliver retsfølelsen trådt under fode. Det kan vi ikke være bekendt, siger han og argumenterer i næsten samme åndedrag for at give politiet endnu videre beføjelser i bestræbelserne på at opklare forbrydelser.

Det er jo ikke fordi, jeg vil blande mig i domstolenes arbejde. Det ville være helt forkert. Men som politikere vil jeg mene, at vi nærmest har pligt til at gå ind og læse i hvert fald de allermest principielle domme og vurdere, om det harmonerer med den hensigt, vi havde, da vi lavede lovgivningen på området. Hvis ikke, må man jo arbejde for at få det lavet om

Peter Skaarup

– Nu er der lige kommet anklageskrift i forbindelse med den forfærdelige sag fra Aalborg, hvor en mand tilsyneladende voldtager og dræber en ung kvinde, som er samlet op i det centrale Aalborg. Der ser vi et flot og grundigt politiarbejde. I sådan en sag mener jeg, at det er vores opgave som politikere at bakke op og lytte til det, hvis politiet vurderer, at det her kunne bruge nogle flere redskaber. Jeg selv været med til at arbejde for videoovervågning i Jomfru Ane Gade og andre steder, hvor der er meget byliv. Det gælder også overvågning via telefoner og så videre. Der mener jeg ikke, at vi skal tøve med at give politiet alle de redskaber, der er nødvendige for at opklare forbrydelser, fastslår Peter Skaarup.

Kritik for åbenmundethed

Han er gennem årene blevet kritiseret for at være for åbenmundet i forbindelse med forskellige kriminalsager – ofte når forargelsen over en alt for mild straf får tag i ham.

– Det er jo ikke fordi, jeg vil blande mig i domstolenes arbejde. Det ville være helt forkert. Men som politikere vil jeg mene, at vi nærmest har pligt til at gå ind og læse i hvert fald de allermest principielle domme og vurdere, om det harmonerer med den hensigt, vi havde, da vi lavede lovgivningen på området. Hvis ikke, må man jo arbejde for at få det lavet om, siger han.

– Det er selvfølgelig ikke alle domme, man udtaler sig om. Men der er nogle principielle ting, jeg gerne vil tale om i forlængelse af en domsafsigelse. Det kan for eksempel være i forhold til vanvidsbilister, hvor alt for mange har fået en alt for lille straf.

Indignationen på retsområdet udgør en væsentlig del af Peter Skaarups politiske fundament. Flygtningepolitikken udgør en anden. Han var sammen med partifællerne i Dansk Folkeparti en af årsagerne til, at der fra 00’erne og frem skete et stadig større skred i forhold til, hvad man som nation kan forlange af folk, der kommer til landet for at bosætte sig. Et par år før Dansk Folkepartis store valg i 2001 henvendte daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) sig til partiet fra Folketingets talerstol med de berømte ord ”Derfor siger jeg til Dansk Folkeparti: Uanset, hvor mange anstrengelser, man gør sig – set med mine øjne – stuerene, det bliver I aldrig!”

– De ord ville han nok godt have slugt igen, for der var rigtig mange danskere, der følte sig ramt, og syntes, at de var da også stuerene, og jo ikke følte sig som sådan en afart af danskerne. Der var mange socialdemokrater, der måske allerede på det tidspunkt var meget sympatisk indstillet over for Dansk Folkeparti og det, at man skulle kunne diskutere udlændingepolitik med familiesammenføringsregler, asylregler og grænsekontrol, vurderer Peter Skaarup.

En politisk sejr

I 2001 fik Dansk Folkeparti som nævnt et fantastisk valg. Samtidig blev Anders Fogh Rasmussen (V) statsminister og et parlamentarisk systemskifte og et udlændingepolitisk kursskifte blev en realitet.

– Der var kommet større tilslutning til det synspunkt, at vi var nødt til at gøre noget, så vi ikke endte som Sverige. Jeg var selv med til at forhandle de nye stramninger i udlændingeloven i 2002. Det skete ikke uden kamp og en masse diskussioner. Bertel Haarder (V), som var integrationsminister på det tidspunkt, er jo ikke uden temperament. Men vi nåede faktisk et resultat, der efter min opfattelse gjorde, at Danmark ikke endte som Sverige – og dermed undgik alle de konflikter, som svenskerne i dag har på grund af deres udlændingepolitik. Det er et af de politiske resultater, jeg er mest stolt af, siger han.

Udlændinge- og retsområdet har været vigtige grundsten i Peter Skaarups politiske karriere, men i sommeren 2022 manifesterede endnu en markant søjle sig. Interne stridigheder i Dansk Folkeparti mundede i sidste ende ud i, at Peter Skaarup skiftede parti til Inger Støjbergs nystiftede Danmarksdemokraterne. Et parti, hvis udlændinge- og retspolitik flugter fint med Skaarups, og med en by/land-problematik nærmest bøjet i rådhusplads-neon og serveret med balletang til vælgerne.

Partiskiftet skete få måneder inden folketingsvalget, men det korte aftræk til trods lykkedes det for Danmarksdemokraterne at komme i Folketinget med hele 14 mandater. Peter Skaarup stillede op i Sjællands Storkreds og fik ved valget 7.341 personlige stemmer.

– Jeg har stor respekt for Inger. Hun har på egen krop taget ansvar med den her rigsretssag – uden at diskutere skyld og ikke skyld. Hun vil ikke være med til, at man har barnebrude. Og det har hun bare stået på mål for hele vejen igennem. Det kan jeg godt lide, siger Peter Skaarup, som under valgkampen i efteråret kom godt rundt i hjørnerne af sin valgkreds.

– Jeg var mange steder; sukkerfabrikkerne på Falster, ved skolen der bliver nedlagt i Skælskør, foran Meny i Kalundborg og Bilka i Næstved – og en masse andre steder. Jeg snakkede længe med folk for at finde ud af, hvad de går op i. Og det er altså ikke, om en teaterchef har skrevet eller ikke skrevet noget på et stykke papir, lyder det bestemt fra jubilaren.

– Ofte går sjællænderne med god grund op i, om det er dyrt at komme fra a til b. Om der er langt til hospitalet. Om der er uddannelser tæt på. Det skal vi jo ikke glemme inde på Christiansborg. Vi vil gerne have en bedre balance mellem land og by. Og det er jo i den grad aktuelt, når man kommer til Stege eller til Kalundborg, siger han.

Danmarksdemokraternes partiorganisation er stadig ikke helt på plads. Der skal stiftes flere lokalforeninger og der foreligger stadig et stort stykke arbejde i at gøre partiet klar til for eksempel kommunal- og regionsrådsvalg. Her spiller Peter Skaarup i sin egenskab af gruppeformand selvfølgelig også en rolle.

– Jeg synes stadigvæk, at jeg har nogle ting, jeg kan bidrage med. Men det er klart, at i det øjeblik jeg ikke føler, jeg har gnisten længere – eller ikke kan bidrage med mere – så skal man trække sig tilbage. Men det er ikke noget, jeg har planer om at gøre lige nu, smiler han.