Ekstra busafgange har givet linje 215 flere passagerer

Det var et boost for brugerne af linje 215, da byrådet i 2017 godkendte seks ekstra afgange i myldretiden. Linje 215 kører mellem Viby, Havdrup og Solrød.

Udvidelsen var en del af et projekt, hvor staten betalte 50 procent af udgifterne fra en pulje til »kollektiv trafik i yderområder«.

De ekstra busafgange begyndte i marts 2018, og da projektet er to-årigt, skulle det efter planen stoppe til marts.

Klima- og miljøudvalget i Roskilde Kommune indstillet dog til Movia, at de seks afgange fortsætter godt et år endnu til juni 2021.

– Vi tror på, at hvis vi investerer ét år mere, så kan vi nå op på et passagerantal, hvor det er så rentabelt, at det vil give mening at beholde udvidelsen, siger formand for klima- og miljøudvalget, Karim Friis Arfaoui (S).

Succeskriteriet for projektet var 10.000 ekstra passagerer om året. Buslinjen er ikke helt i mål, da der har været en passagerfremgang på 7000 passagerer i Roskilde. Men når Viby Station får sin elevator, forventes det, at der kommer endnu flere passagerer til bussen.

Nu skal det tilsvarende udvalg i Solrød Kommune også godkende, at de seks afgange fortsætter et år mere.

En fortsættelse af de ekstra afgange på linje 215 er allerede indarbejdet i Movias budget for den samlede busdrift i Roskilde i 2020.