DYTT i November: Fletninger og knæstrømper går aldrig af mode

– Du skal trække i snoren, ellers fanger vi den aldrig.

Ordene kommer fra 11-årige Laura Østerlund fra Køgespejderne. Hun står med et blåt reb i hånden sammen med den gruppe af spejdere, hun er sat sammen med – spejderne kalder det en patrulje – i gang med at spille andespil ved oplevelseshavnen i Roskilde. De lokalt residerende gråænder er fortrukket fra flydeplatformen og ser til lidt på afstand.

De fem spejdere har fordelt sig rundt om »vandhullet«, og så gælder det for fire af dem om at styre reb, imens den sidste skal holde fokus på, at få en snor med en magnet sænket ned, så de fem kan fange en »badeand« med en magnet i. På undersiden af anden står et nummer, og så gælder det ellers om at fiske ænder op, indtil man har bingo på en række på en udleveret bingoplade.

DYTT-IN – det hedder turen faktisk, og det står for "den ypperste troptur i november" – har deltagelse af blå spejdere fra Køge, Solrød, Ishøj, Greve, Ishøj, Lejre og Roskilde kommuner. Faktisk er cirka en tredjedel af tropspejderne med, hvilket er lidt mere end 100 deltagere, og de er naturligvis ikke bange for lidt kulde. Flere står i shorts og uldne knæstrømper.

Henrik Harbo fra Gadstrup har typisk spejdertøj på.

– Det med en stor jakke er noget rod. Jeg har uldundertøj, en bomulds T-shirt, en fleecetrøje og min spejderuniform. Så holder jeg varmen og kan nemt tage noget af eller på, hvis temperaturen skifter, forklarer han.

Både han og Laura Østerlund er enige om, at spejder er noget, man aldrig bliver færdig med at være.

– Her får vi udfordringer, vi ikke får i hverdagen, og jeg møder unge, som lige som jeg kan lide at være ude og lave ting sammen. Vi har de samme ambitioner, siger han.