Danseteater samler sit succeshold igen

Foto: Kenn Thomsen

I de 10 år, egnsdanseteatret Aaben Dans har holdt til i Roskilde, er der én bestemt kombination, der har vist sig at fungere særlig godt. Instruktøren Catherine Poher og koreografen Thomas Eisenhardt har sammen med danserne Ole Birger Hansen og Antoinette Helbing skabt en række forestillinger, der har kastet to Reumert-nomineringer af sig og er blandt danseteatrets mest opførte.

Nu er de sammen igen med forestillingen »Ai-Ai-Ai!«, der har premiere den 29. september, og denne gang har de fået selskab af skuespilleren Folmer Kristensen.

– Ole og Antoinette er gode til at tage nye folk ind, siger Thomas Eisenhardt, som også er kunstnerisk leder i Aaben Dans.

Det gyldne samarbejde mellem de fire begyndte i 2011, da Aaben Dans skulle følge op på succesen med småbørnsforestillingen »Mig dig os«, der indbragte danseteatret sin første Reumert-nominering. Catherine Poher, Thomas Eisenhardt og Ole Birger Hansen var allerede på plads til den nye forestilling »Igen«, men de manglede en kvindelig danser og holdt auditions. En af dem, som mødte op, var Antoinette Helbing, der tog turen hele vejen fra fødelandet Tyskland.

– Vi var heldige med, at vi alle klikkede til »Igen«. Vi klikkede både kropsligt og i måden, vi gør tingene på, siger Ole Birger Hansen.

– Der var god kemi, og jeg husker det som, at »Igen« var en forestilling, der blev til med det samme, siger Thomas Eisenhardt.

»Igen« har siden været spillet 348 gange, og Antoinette Helbing bor i dag i Danmark og har medvirket i flere af Aaben Dans' forestillinger sammen med Ole Birger Hansen, blandt andet i de Reumert-nominerede »HANe og HUNd« og »Tre ben« og senest i sidste års »Med hånden på hjertet«, der foregik i mørke.