Cykelryttere vil ikke køre på stenmel

Debat: Du får ikke cykelryttere til at køre på det underlag

Der skal etableres en cykelsti af stenmel på en god bid af Store Valbyvej. Stien kommer til at ligne den på billedet her, som er fra Herringløse, men en beboer på vejen mener ikke, det vil få cykelryttere til at holde sig fra kørebanen.

Foto: Mik

Roskilde Kommune har ifølge DAGBLADET 12. januar vedtaget at etablere en cykelsti på Store Valbyvej mellem Gundsølille og Kirkerupvej. Cykelstien skal ifølge avisen udformes som en to meter bred sti af stenmel.

På et møde med lodsejerne i 2022, hvor der deltog to embedsmænd m/k fra kommunen, var der, for at sige det mildt, ingen tilslutning til en cykelsti af den kvalitet, blandt andet fordi de cyklister, vi ser på strækningen, er cykelryttere, som vi ikke har tiltro til vil benytte en sti med den belægning.

En cykelsti af stenmel, som ikke bruges af cykelryttere, men som fortsat kører på kørebanen, vil ikke øge trafiksikkerheden, tværtimod.

Vejen er i forvejen en 2 minus 1 vej med 60 km fartbegrænsning. En sådan vej forbedrer ifølge vejdirektoratet cyklisternes og fodgængernes forhold og bidrager også til, at hastigheden bliver lavere.

Cyklisterne får prioriteret en del af pladsen, mens bilisterne i højere grad må tage hensyn til cyklisterne.

Hvis der overhovedet skal etableres en cykelsti på strækningen, kan det undre, at der ikke er råd til en cykelsti af samme kvalitet, som mellem Store Valby og Roskilde. Men vi er jo også bare ”udkantsroskilde”.

Annie Nørskov

Store Valbyvej 272

Østrupbæk