Café Korn-kæden, der har hovedkontor i Roskilde oven på take away-forretningen i Skomagergade 2, spirer fortsat videre og har nu også overtaget Café Freunde i Trekroner.
Dermed har de nu tre forretninger i domkirkebyen, hvor de også tidligere har overtaget den gamle 'Club 42' i Skomagergade.
Kæden drives af brødrene Morten og Jakob Poulsen i samarbejde med deres forældre. Med baggrund i et landbrug ved Lammefjorden har de skabt et koncept, hvor der i maden lægges vægt på solide og regionale råvarer fra området.
I efteråret åbner kæden, som dermed får 10 forretninger, endnu en café på Sjælland. Her ligger alle spisestederne – bortset fra en enkelt i Odense.
– Vi fandt ud af, at Randi Tang ville sælge 'Freunde' i Trekroner, og den ville passe godt til os. Så talte vi sammen og blev enige om, at vi kunne overtage, beretter Morten Poulsen.
Tilbud om at fortsætte
De nuværende ansatte hos Café Freunde vil få mulighed for at fortsætte på branchens normale vilkår i det nye Korn-spisested, oplyser Morten Poulsen.
Randi Tang fortsætter i Trekroner sin sociale virksomhed Dankbar, der tager sig af unge med forskellige problemer. Samtidig videreføres den catering-virksomhed, hun har opbygget i forbindelse med Café Freunde
Desuden har hun oplyst, at hun har planer om at starte en gårdbutik i nærheden af Viby.
På et tidspunkt havde Randi Tang også forpagtningen af de to caféer på Roskilde Museum og Ragnarock, men det stoppede efter en konflikt, hvor hun ikke ville indgå overenskomst med de ansatte.