Byen skal holde balancen

Foto:
Roskilde Handels formand, Torben Stevold (i midten) flankeret af projektleder Torsten Bo Jørgensen fra Cowi og borgmester Joy Mogensen.
Roskilde Handels formand, Torben Stevold (i midten) flankeret af projektleder Torsten Bo Jørgensen fra Cowi og borgmester Joy Mogensen.

I kølvandet på Cowis detailhandelsanalyse vurderer Roskilde Handel, at Roskilde kan forvente øget konkurrence i de kommende år. Derfor ser organisationens formand, Torben Stevold, det også som en bunden opgave styrke handelen.

Cowi peger bl.a. på, at en positiv udvikling afhænger af, at alle aktører løfter deres del af opgaven, og at de evner at arbejde sammen.

– I den forbindelse vil vi naturligvis bruge det mandat, som vores mere end 200 medlemmer har givet os til at arbejde for, at især mikset mellem butikkerne i bymidten, butikkerne på Ro's Torv, butikkerne på Københavnsvej og de kommende butikker i Ny Østergade-projektet bliver det helt rigtige. Vi skal se hinanden som medspillere, og for at kunne gøre det, er det helt afgørende, at projektet ved Ny Østergade kommer til at respektere den balance, som eksisterer mellem bymidten, Ro's Torv og forretningerne i det østlige Roskilde, siger Torben Stevold.

– Hvis vi kan påvirke politikerne til at sikre en afbalanceret løsning, kommer Roskilde til at rykke endnu højere op på skalaen blandt Danmarks mest attraktive handelsbyer. Men hvis handelens stemme ikke bliver hørt, kan toget risikere at køre af sporet, og så bliver hele Roskilde taber, siger Torben Stevold.