En familie fra Blegdammen i Roskilde måtte onsdag aften spise ude. Familiens 15-årige søn havde sat en gryde med noget olieholdigt over på komfuret og var derefter faldet i søvn.
Han og resten af familien blev “vækket” af røgalarmen, og da var maden for længst var færdig. På det tidspunkt var der nemlig både ild i emhætten og andet køkkeninventar.
Alligevel lykkedes det familien selv at få slukket branden, inden brandvæsnet nåede frem.
– Det er faktisk imponerende. Det her var ikke en lille brand, siger Henrik Sass, indsatsleder på branden fra Roskilde Brandvæsen.
– Der var fire voksne og store børn hjemme, og den første af dem hældte vand på branden, som man aldrig må, når der er tale om olie. Dernæst var der en, som fandt noget tøj, som blev kastet over gryden, og så fik de ved fælles hjælp slukket resten af branden. Det er godt arbejde, siger Henrik Sass.
Den ene af de fire beboere endte med at få brandsår på sin ene hånd og måtte en tur på skadestuen.
Inden branden var slukket, var der godt med biler til stede. Brandvæsnet kom med tre biler, to ambulancer, og politiet var også til stede. Brandvæsnet var mødt med i alt 11 mand.
Brandvæsnet fik luftet ud i lejligheden, og skadeservice fik set på sagerne. Der skal bestemt gøres noget ved køkkenet efterfølgende, men lejligheden var til fortsat at bo i, så familien slipper for genhusning.
Beboerne i de nærliggende lejligheder nåede at blive evakueret i forbindelse med branden.
Der blev slået alarm klokken 18.51.
Den 15-årige blev i forbindelse med branden sigtet for overtrædelse af beredskabslovgivningen på grund af uforsigtigheden med noget, der kunne medføre en ildebrand.