Beredskabsinspektør Klaus Risbjerg har 1. februar 40-års jubilæum ved Roskilde Brandvæsen.
Klaus Risbjerg begyndte som honorarlønnet brandmand 1. februar 1983, men overgik umiddelbart herefter til en stilling som afløser i brand- og ambulancetjenesten. Allerede i april måned 1983, fik han tilbudt en fast stilling i brand- og ambulancetjenesten.
I 1995 blev Klaus Risbjerg udnævnt som underbrandmester og ti år senere blev han udnævnt til Beredskabsmester og leder af et vagthold.
Efter omfattende uddannelse inden for det brandtekniske område fik han 2019 en stilling som Beredskabsinspektør i Roskilde Brandvæsens Forebyggende Afdeling, hvor hovedopgaverne ligger i brandsyn og sagsbehandling i henhold til gældende lovgivning.
I anledning af jubilæet vil Klaus Risbjerg få overrakt Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Andens hæderstegn for 40 års god tjeneste i brandvæsenet.
