Det var ikke bare én, men flere små brande der torsdag aften fik det til at ryge fra den gamle biograf i Algade i Roskilde, som har stået tom, siden Kino flyttede til Ro’s Torv i 2003.
Brandvæsenet fik ved 20.30-tiden meldinger om røg fra bygningen og røglugt i en opgang ud mod Algade. Da de kom frem, viste det sig at brænde flere steder i den gamle biograf.
Det var små brande, men stadig med flammer og frem for alt en masse røg. Brandene var uproblematiske at slukke, men det tog noget tid at få røgen ud af lokalerne. Det var derfor først ved midnat, at Roskilde Brandvæsen kunne være forvisset om, at der ikke gemte sig flere gløder.
Bål i biografen?
Brandene er næppe startet af sig selv, og ifølge brandvæsenet kunne det godt se ud som, at der havde været nogle fester i den forladte biograf.
Midt- og Vestsjællands Politis erfaring er da også, at den gamle Kino er et sted, der jævnligt bliver brugt af unge som opholds- eller tilflugtssted.

Nu er spørgsmålet så, hvilken relation det har til branden. Området er stadig bevogtet fredag, så politiet kan foretage kriminaltekniske undersøgelser og fastsætte, om branden er påsat bevidst eller opstået på grund af uforsigtighed.
– Spekulationen er, at der tilsyneladende har været ildebrand flere steder. Vi ved ikke med sikkerhed, om der er flere grupper, der har lavet småbål for at holde varmen eller riste noget, så derfor får vi det nu undersøgt, siger Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Selvom politiet er klar over, at biografen bliver brugt som tilholdssted, plejer det ikke at være et politimæssigt problem. Det at forladte steder bliver brugt som »hule« er kendt fra flere steder i politikredsen, og det er bygningsejerens ansvar, at der ikke trænger nogen ind for at lave unoder.
Den tidligere biograf har siden 2013 været ejet af MKA Ejendomme, som har adresse i Vedbæk.
