Det er slut med Børnenes Kontor i Roskilde. Den lokale afdeling af den velgørende organisation har på en generalforsamling beslutte at stoppe sit arbejde og lukke.
Foreningen har siden 1949 arbejdet med at støtte trængende børnefamilier i Roskilde med mad til julen, sommerudflugter samt tøj til børn i den skolepligtige alder.
– Desværre er det jo ikke, fordi der ikke mere er brug for denne indsats. Tværtimod. Men vi kan ikke længere gennemføre opgaven. Dels fordi vi ikke kan få yngre medlemmer, som er klar til det. Dels fordi vore indtægter er svigtet i de senere år, siger formanden Jorun Bech i en pressemeddelelse.
Hun fortæller, at Børnenes Kontor tidligere fik betydelige bidrag fra den lokale fagbevægelse, men det er efterhånden stoppet.
– I takt med at fagforeningerne efterhånden ikke alene er lokale afdelinger i Roskilde, men nu dækker langt større områder, kan de ikke længere kun støtte et velgørende arbejde for børn i Roskilde, siger hun og tilføjer:
– Roskilde Festival har også tidligere givet store beløb fra sit overskud. Men det er også stoppet, efter at der i to år ikke var en festival, og dens ledelse samtidig er blevet mindre lokalt orienteret.
Gennem årene har en række kendte roskildensere fra arbejderbevægelsen stået i spidsen for den lokale afdeling af Børnenes Kontor. Blandt dem var Lise Francker (mor til Otto Francker, som komponerede “Dansevise”), Karen Kruse, Kirsten Christiansen og nu senest den mangeårige HK-formand Jorun Bech.
På generalforsamlingen blev det samtidig besluttet, at de penge, der er tilbage i kassen, skal gives til andre lokale foreninger, der hjælper børn i Roskilde, for eksempel Mødrehjælpen.
Ved lukningen af Børnenes Kontor i Roskilde takker Jorun Bech alle de frivillige, sponsorer og butikker, der gennem årene har ydet en stor indsats til glæde for de trængende børn.