Bibliotekaren anbefaler: Ny triumf fra Umpff og lidt godt til gamerne

Bibliotekaren anbefaler: Ny triumf fra Umpff og lidt godt til gamerne

Forlaget Umpff har udgivet en ny rørende tegneserie, og så er der guf til gamerne fra Korea og Japan!

”Lydie” af Zidrou

Lydie foregår i et lille sammentømret fransk bykvarter i mellemkrigstiden, hvor et barn desværre ikke overlever sin fødsel. Et par måneder senere oplever moderen, at barnet er vendt tilbage, selvom ingen andre kan se det. Kvarteret beslutter at spille med. Barsk og bittersød fortælling, der smukt og opløftende viser menneskeheden fra sin bedste side.

”Lydie” findes også på engelsk på Comics Plus. Tegneseriens skabere, Zidrou og Jordi Lafebre, er desuden aktuelle herhjemme med en ligeledes anbefalelsesværdige og rørende fortælling ”Sommerminder 1: Kurs sydpå!” som du finder på biblioteket.

Find tegneserien her.

”Solo Leveling 1: Dæmongrotten” af Dubu

I denne meget computerspilsagtige historie har portaler med monstre åbnet sig forskellige steder i verden. Samtidig har visse mennesker fået evner til at bekrige disse monstre. En af dem er Sung Jinwoo, hvis kræfter dog er stærkt begrænsede, og han klarer altid kun med nød og næppe skærene, når han tager med de andre jægere på monsterjagt. En dag åbner der sig et ekstra kammer i kamparenaen, hvilket skal vise sig at blive dødsensfarligt for Jinwoos gruppe.

Find tegneserien her.

”Cat + gamer” af Wataru Nadatani

Cat + gamer er en nærmest utilstedelig nuttet og hyggelig slice of life-fortælling om gameren Riko, der adopterer en herreløs killing, og nu skal lære at tage vare på sådan en sød lille størrelse. Der skal købes kradsebræt, tages bedårende kattebilleder og hvad gør man egentlig, når ens kat vil nusses, bedst som man er ved at nedlægge et stort monster? Få svaret og læs andre lige så lidt actionmættede fortællinger i Cat + gamer.

Find tegneserien her.