
Høre du til dem der undrede dig over at fx Eminem kunne fyre op for flammerne under hans show onsdag aften, for ikke at tale om den pæne mængde fyrværkeri, som blev futtet af under og efter koncerten, på trods af at der er afbrændingsforbud i hele landet.
Forklaringen er ganske simpel.
– Der er som bekendt afbrændingsforbud i øjeblikket i hele Danmark, og pyroteknikken der anvendes på scenerne på Roskilde Festival er en speciel type, der ikke er brandfarligt. Det anvendte fyrværkeri er sikkerhedsgodkendt af Østsjællands Beredskab, skriver Midt- og Vestsjællands Politi.
Og torsdag er der mere pyro i vente. Faktisk allerede inden middag. Allerede fra 11.30 og 13.30 afprøves der fyrværkeri på Orange Scene. Politiet vil gerne gøre opmærksom på, at det ikke på nogen måder er farligt. Der er tale om prøver, før kunstnerne går på scenen på et senere tidspunkt.
Der er således ingen grund til at blive forskrækket, hvis der lyder høje knald og brag på anførte tidspunkt. Det er kun en ufarlig prøve.