
Snoremark Æblemjød har for anden gang vundet den officielle kåring af Danmarks bedste mjød, som Dansk Biavlerforening står for.
Snoremark vandt første gang prisen i 2011, som også var det år, hvor gården i Tågerup ved Roskilde begyndte at producere mjød.
– Da Dansk Biavlerforening her i sommer fejrede sit 150-års jubilæum, var det naturligt, at vi skulle lade os repræsentere igen – og vi genvandt 1. prisen. Sidst havde vi kun en enkelt variant med, men denne gang var alle fire repræsenteret – og de blev i en tæt konkurrence pointmæssigt placeret blandt top seks af de 25 mjød, der blev vurderet ved jubilæumsarrangementet, fortæller mjødbrygger Karin Sloth fra Snoremark.
Udviklingen på Snoremark er gået utroligt stærkt fra det første forsøg i 2011 med 60 flasker til en årsproduktion, der nu er på 11.000 flasker. For at kunne øge produktionen yderligere, er fårene smidt ud af den gamle grisestald, og om et par uger går håndværkerne i gang med en større ombygning, så bryggeriet kan udvides, og kapaciteten kan øges til 60.000-100.000 flasker om året.