Teatergruppe sætter både det skarpe og humoristiske lys på alvorligt emne

Ovenpå sidste års succesforestilling om ’Svantes Viser’, går Teater Folks nye forestilling i en helt anden retning. ’De Ubudne’, som forestillingen hedder, handler om svære tanker, indre dæmoner, pårørende, men også et møde med et system, der ikke formår at gøre de rigtige greb for at få hovedpersonen på ret køl.

Årets forestilling bliver i en helt anden boldgade, end det Teater Folk tidligere har opsat af forestillinger. I år handler det om at være psykisk sårbar.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved, men psykiske udfordringer og psykisk sårbarhed, som angst, tankemylder og usynlige diagnoser, som ikke kan spottes med det blotte øje, er for alvor begyndt at komme på dagsordenen hos danskerne, politikerne og mange andre.

En af dem, som i mange år har været åben om sine psykiske problemer og sin sjældne diagnose, simple Skiizofreni, er Rikke Østergaard Bergmann.

Hun har i mere end 15 år kæmpet med psykiske problemer af den ene eller anden slags og har på egen krop mærket systemets og andre menneskers forudindtagede holdninger til hende på godt og ondt.

Hovedpersonen i forestillingen spilles af Rosa Bendsen yderst til højre, men det er Rikke Østergaard Bergmanns egne oplevelser, der har dannet grundlag for en stor del af temaerne og følelserne i forestillingen ’De Ubudne’. Foto: Natasja Mia Yde Rasmussen

Kendte følelser

Nu har hun i samarbejde med amatørteatergruppen Teater Folk valgt at fortælle sin historie og beskrive sine egne psykiske problemer, kampen mellem det gode og onde og de ’ubudne tanker’ i forestillingen ’De Ubudne’.

“Det, at jeg har diagnoser, er noget, som jeg taler meget åbent om. Jeg har meget angst blandt andet. Jeg har lavet denne forestilling, fordi jeg gerne vil sætte fokus på og udbrede viden om det at være psykisk sårbar, for det betyder ikke, at man er farlig, ofte kan man meget af det samme, som andre,” forklarer Rikke Østergaard Bergmann.

Ifølge Rikke Østergaard Bergmann kender mange mennesker, de følelser, som hun stifter bekendtskab, og det er helt normalt, at de tanker opstår, som følge af forskellige episoder i et menneskes liv.

“De følelser som jeg har, er meget relaterbare også for den gængse person. Mange får angst af forskellige tanker, har nervøsitet op til en eksamen, opnår nedtur efter et hårdt break up, fyring på jobbet, eller at ens nærmeste går og døjer med noget, som betyder, at det fylder hos en. De perioder vil alle komme igennem. Udfordringerne opstår ved, at problemerne vokser sig så store, at det fylder for meget, og gør, at man bliver fuldstændig handikappet af det og ikke kan komme ud af det igen,” uddyber hun.

Forestillingen spiller meget på at stemmerne inde i ens hoved, som langsomt men sikkert får overtaget og driver hovedpersonen ud i svære dilemmaer. Foto: Natasja Mia Yde Rasmussen

Okay at grine

Forestillingens omdrejningspunkt er en persons tumulte møde med sine indre dæmoner og mødet om kampen med systemet, som skulle have været et sikkerhedsnet.

Et emne, som er meget oppe i tiden.

“Det er et emne, som betyder utroligt meget for os at fortolke, og vi synes, at det er et vigtigt tabu at få brudt og ændret opfattelsen, men der er også et vigtigt pårørende perspektiv, som vi sætter fokus,” fortæller Matilde Steensgaard Leisted, som er den ene af de to instruktører.

Netop hele pårørende-delen har været vigtigt at få frem og indarbejdet som en central del af forestillingen, og det har betydet, at forestillingen er gået fra at være Rikke egen historie til at indeholde nye tanker og perspektiver fra de pårørendes side, som Rikke ikke selv har tænkt over.

“Vi vil gerne give folk nye refleksioner, men er også meget bevidste om at få skabt en forestilling, hvor folk også komme med deres egen tolkning af, hvad de mener er psykisk sårbarhed og hvordan de vil reagere, hvis de oplever det,” forklarer Matilde Steensgaard Leisted og Natasja Mia Yde Rasmussen.

Selvom temaerne er svære, så er det meget vigtigt for Teater Folk, at folk gerne må grine og synes, at situationerne er sjove. Foto: Natasja Mia Yde Rasmussen

Selvom stykket naturligvis indeholder elementer, som kommer tæt på, og at publikum bliver introduceret til hovedpersonen helt private og ubudne tanker, har det været vigtigt for Teater Folk, at forestillingen også spiller humoren med ind.

“Det er okay at grine, selvom det er hårdt. Mange af de situationer kan virke så absurde i deres sammenhæng, at det bliver sjovt, og det må godt være sjovt. Det er okay at træde et skridt tilbage og tænke hold kæft, hvor er det latterligt, at det er sjovt,” fortæller Rikke Østergaard Bergmann.

I modsætning til sidste års forestilling, hvor musikken var i fokus, er der denne gang mere fokus på skuespillet og interaktionen mellem de fem personer på scenen, som musikvalget i stedet skal understøtte de følelser og tanker, som der opleves på scenen.

“I år bruger vi sang og musikken, som noget stemningsskabende, fordi musik kan utrolig meget for at vække nogle bestemte følelser eller skabe en bestemt stemning, som vi gerne vil udtrykke,” afslutter Natasja Mia Yde Rasmussen.

Forestillingen ’De Ubudne’ kan opleves på Ungecenter 2610 fra den 3 til den 5.april.

Tæppet går fra klokken 19.30 og varer ind til klokken 21.

Det er stadigvæk muligt at få fingrene i en billet.