En række tiltag skal være med til at skabe større tryghed i nattelivet og på S-togsstationer og som led i regeringens tryghedspakke, besluttede et politisk flertal på Christiansborg før sommerferien, at DSB blandt andet må hyre private vagtværn til at patruljere på S-togsstationer.
29 udvalgte togstationer, heriblandt Rødovre Station, vil fremover dagligt få besøg af vagter, men det er ikke kun fysiske vagter i gule veste, der skal gøre rejseoplevelsen tryggere for DSBs kunder.
DSB opgraderer også 750 af deres videoovervågningskameraer på 50 S-togsstationer, og på Rødovre Station vil de opgraderede kameraer betyde, at DSB via en overvågningscentral kan følge med i, hvad der foregår live på stationen. DSB kan dermed aktivt og hurtigt sætte vagter ind, hvis der er behov for det.
Sammen med tryghedsvagter er øget overvågning derfor et greb, der skal være med til at sikre tryghed på S-togsstationerne, og for statsminister Mette Frederiksen er særligt terrorangrebet på Krudttønden, tilbage i 2015, årsag til, at hun bakker op om mere overvågning.
”Hvis det er dét der skal til, så er dét, der skal til. Vi synes, at initiativet med at få flere mennesker fysisk til stede på stationerne, er vigtigt. Politi og vagter har en stor betydning, og i mine øjne kommer overvågning oveni. Det der har gjort hele forskellen for mig, hvad angår overvågning, var terrorangrebet i 2015, hvor videoovervågning spillede en vigtig rolle, og gjorde at gerningsmanden blev fundet hurtigt. Derfor er jeg for, hvis det er nødvendigt med mere overvågning,” fortalte hun under besøget i forrige uge på Rødovre Station.
