I starten af januar skød Viaplay Group og TV3 gang i den niende sæson af det populære madprogram Masterchef, hvor amatører kæmper om at lave de bedste kokkerier og gastronomiske retter fra danske og fjerne egne.
En af deltagerne i årets Masterchef er Morten Rosengaard Jensen, som bor i Irmabyen i Rødovre.
Hjemme i domicilet er det familiefaderen, som svinger kødgryderne og laver sovsen, både i hverdagen, når familiens fem medlemmer skal bespises, eller når der kommer gæster udefra.
Det var dog noget af et tilfælde, at Morten Rosengaard Jensen overhovedet endte som deltager i den populære maddyst, hvor de fire professionelle-kokke, Jakob Mielke, Thomas Castberg, Dak Wichangoen og Jesper Koch er dommere.
Det kan han ikke mindst takke sin svigerinde og kæreste Sabina for.
“Min svigerinde er stor fan af programmet og havde selv fået opfordringer på at stille op, men hun turde ikke, og så besluttede min kæreste og svigerinde at tilmelde mig i stedet. Det skete over et par øl på Terminalen, hvor de sad og udfyldte formularen. De havde dog lige vendt den med mig inden, og jeg havde sagt okay, for det lød meget sjovt, men jeg havde ikke troet, at jeg kom igennem nåleøjet,” fortæller Morten Rosengaard Jensen.
Når du ikke har styr på hovedelementet, så er det svært at sætte noget til. Jeg kommer på en ret med syltede rødløg og kærnemælksvallesovs, som serveres med rustikke fiskesouffleboller. En vanvittig sammensætning, og det ser herrens ud.
Morten Rosengaard Jensen, deltager i Masterchef
Men det gjorde Morten Rosengaard Jensen, først røg han til en casting og så en mere, inden hans kartoffelmad med kartofler kogt i brunet smør, persille- og peberrodsmayo, syltede rødløg, ristede østershatte og ristet rugbrød til, sikrede ham en plads i den indledende bootcamp og blandt de 50 bedste i dette års udgave af Masterchef.
En mulighed, som han ikke selv havde givet sig, hvis det ikke havde været for svigerinden og kæresten Sabina.
“Det lå langt fra mig at deltage, men nu havde kæresten tilmeldt mig, så så jeg det mest som en fed udfordring og en fantastisk oplevelse. Jeg tænkte ikke, at tiden var til det, fordi jeg har fire børn og et fuldtidsarbejde ved siden af. Jeg troede heller ikke helt nok på mine evner, men dejligt at få et kærligt skub det sidste stykke vej, for det viste sig jo, at de havde ret,” smiler Morten.

En verden af mad
Passionen for at kokkerere og lave mad falder ikke langt fra stammen for Morten, som oprindeligt stammer fra det fynske, hvor han allerede tidligt var med i køkkenet.
“Jeg kommer ud af en familie, hvor det var kvinderne, der stod i køkkenet, og der blev lille Morten altid placeret på køkkenbordet, hvor jeg sad og iagttog min mor- og farmor lave mad. Da jeg blev lidt ældre fik jeg gradvist lov til mere, og det er derfra, at min interesse og passion er opstået,” erindrer han.
Faktisk var Morten, som barn så vild med mad, at han kunne se en karriere for sig i kokkebranchen.
“Jeg luftede egentlig tidligt idéen om, at jeg gerne ville være kok overfor min mor, hvortil hun svarede, at det var en dum idé, og det skulle jeg ikke, fordi de arbejdede alt for meget,” forklarer han, men passionen har hængt ved lige siden hos den 39-årige familiefar.

I stedet endte Morten Rosengaard Jensen som speciallærer, hvor han blandt andet underviser børn i madkundskab og forskellige madstile og madkulturer.
På den måde forsøger han at videregive sin egen passion og præge børnene til at snøre forklædet og hoppe med i køkkenet.
En egentlig stil i køkkenet har Morten ikke, og så alligevel, for der er altid ting, der er gengangere i Mortens køkken.
“Jeg kan godt lide at mixe ting, ligesom man kender fra musikkens verden. Jeg er mere til et spækbræt og en skarp kniv, end til en termomixer og en sous vide. Jeg er håndværker. Min stil er at fusionere flere køkkener på smag, med sovs til uden for meget pinchet. Mine kammerater kalder mig for sovs, fordi jeg elsker smør, fløde og de fede smage. Jeg er en smør og flødemand, må jeg nok erkende,” griner Morten.

Boller op boller ned
På grund af klausuler og kontraktforpligtelser må Morten Rosengaard Jensen ikke røbe for nogle, hvordan det går ham i Masterchef, selvom programmerne allerede er i kassen men da det første afsnit med ham havde premiere den 1.februar, må han godt løfte sløret for, at han gik videre fra bootcampen og til de indledende uger.
På bootcampen får mellem 6 og 7 deltagere en eksklusiv masterclass af en af de fire kokke, inden de skal dyste i emnet, hvoraf den dårligste ret skal tage afsked med Masterchef.
I Mortens afsnit er det Jesper Koch, som tager teten og viser, hvordan man laver en souffléfars, inden de to bedste deltagere, som når at lave 15 perfekte og godkendte boller går videre, men sådan gik det ikke.
For souffléboller i den rette tykkelse og størrelse volder deltagerne store problemer i det svære emne.

“Jeg tror, at de regnede med, at konkurrencen ville tage et kvarter, men efter en time var vi ikke færdige endnu, og det var kun en som endte med at gå videre. Jeg nåede at lave 13, inden jeg løb tør for fars.”
Derfor stod den på eliminering for de resterende deltagere.
Her skulle Morten og de andre lave en valgfri ret med souffléfars, og det var noget af en udfordring, skulle det vise sig for tre af deltagerne herunder Morten, som husker den nervepirrende konkurrence sådan her:
“Når du ikke har styr på hovedelementet, så er det svært at sætte noget til. Jeg kommer på en ret med syltede rødløg og kærnemælksvallesovs, som serveres med rustikke fiskesouffleboller. En vanvittig sammensætning, og det ser herrens ud, men jeg overlever, da der er nogen, som klarer det værre end mig. Da jeg præsenterer retten og siger rustikke fiskebolller, der siger Jesper Koch, rustikke fiskeboller og sender mig et blik, der fortæller, hvad han mener om det. Så det var virkelig det program, hvor jeg var mest på glatis og udfordret,” forklarer Morten, som også fortæller, at deltagerne slet ikke må smage på deres retter, når der er afleveret, så fanger bordet.

Gensyn til marts
Viaplay Group oplyser til os, at Morten kan opleves på skærmen igen til marts, hvor hans indledende uge vises.
Den består af fem afsnit, hvor en deltager hver dag vil blive elimineret, så potentielt kan Morten være med i et eller fem afsnit. Alt efter, hvordan han klarer sig.
Går han videre derfra, kommer han naturligvis retur og laver mere mad, selvom Morten holder kortene tæt til kroppen i forhold til, hvordan det hele ender, ville han ikke være oplevelsen foruden.
“Det har givet mig en fantastisk fed oplevelse og virkelig meget læring at være med. Jeg kan huske, at jeg tænkte første gang, jeg trådte ind, at jeg var sindssyg god til at lave mad, så mødte jeg de andre og tænkte shiit det er jeg overhovedet ikke, jeg skal bare overleve, men jeg er tilfreds med det, jeg får vist i programmet, forklarer han, inden han giver et par gode råd med videre til andre, som måske har lyst til at deltage i programmet.

“Den måde jeg tror, at man kommer langt på, er, hvis man har nogle teknikker, elementer og retter i baghånden, som man kan trække på, når det hele er på kogepunktet.”
Skulle det gå rigtigt godt for Morten i Masterchef har han allerede lagt en slagplan, for hvad de 100.000 kroner skal bruges til.
“Hvis jeg ender med at vinde, så skal vi ud at rejse. De 100.000 kroner kunne være et godt boost til en rejse længere væk. Japan eller New Zealand måske”, afslutter han, inden han lige får fortalt, at køkkenet i privaten snart får en kraftig opgradering i form af et køleskab mere og en køkkenø, så Masterchef Morten og børnene for alvor kan slå sig løs.
Hvis I skulle have lyst til at se Morten i Masterchef-køkkenet, kan afsnittet med ham ses på Viaplay.