42 point i 18 kampe, mere end to point i snit og 41 scorede mål og mål scorede i alle kampe.
Det er vist ingen overdrivelse, at Avartas 2022 har været et langt og imponerende ridt, og lørdag kom den foreløbige kulmination, da holdet i sikker stil tog puljesejren i Danmarksseriens pulje 2.
Det skete, da holdet gjorde arbejdet færdigt på hjemmebane mod KFUM, som blev besejret med 2-1.
Avarta virkede fra start af opsatte på at give de 210 tilskuere noget at varme på, og allerede tidligt sværmede de grønne om KFUMs mål, men ind ville bolden ikke trods fine forsøg fra Mikkel Berg Ottesen og Niklas Kristiansen.
Efter et solidt spilovertag, satte KFUM pludselig et flot angreb sammen, og på bagerste stolpe stangede Asbjørn Helge udeholdet foran.
Kort efter var det ved at gå galt igen, da Malte Skærbæk slap alene igennem, men Tobias Gundel reddede flot.
Det var som om, at de aktioner fra udeholdet, vækkede Avarta til live, som igen overtog dominansen og kontrollen på kampen.
Et mål lå og lurede i luften, og hvem andre end Lasse Fosgaard sparkede Avarta tilbage i kampen med et tørt hug.
Her viste den gamle superligaspiller, at hans sublime sparketeknik ikke er forsvundet endnu.
Topscoren på pletten
1-1 ved pausen, men anden halvleg fortsatte efter samme opskrift, som første.
Avarta var mest på bolden og skulle forsøge at nedbryde gæsternes defensiv, som forsvarede sig godt på den efterårstunge bane, der indbød til mange dueller.
Det stod jo nærmest skrevet i stjernerne, at Avartas sidste mål i efterårssæsonen skulle signeres af topscorer Mads Walter, som på kanten af offside ikke svigtede, da han fik chancen i sin sidste aktion inden han blev udskiftet.
2-1 og herfra kørte Avarta sikkert kampen i kabinen uden de store problemer, hvorfor satse, når Frederikssund ovenikøbet tabte til Ledøje-Smørum. Jublen kunne bryde løs, og champagnen poppes.
Det var også en meget glad træner Benny Gall, som ikke kunne have ønsket sig meget mere fra sit hold i dette her halvår, end han har fået.
“Vi vinder fortjent og kommer godt tilbage og Lasse laver et virkeligt flot mål. Det her har været en vanvittig fantastisk halvsæson. Vi glæder os meget over det, vi har leveret. Vi gør selv arbejdet færdigt, og det fortjener vi også at gøre. Vi har et godt fundament. Vi er svære at spille mod. Det bliver en spændende opgave, når vi skal måle med de andre gode hold, men jeg har en god fornemmelse. Nu handler det om, at vi bliver ved med at holde fast i de gode ting, vi har lavet.”
Udover Avarta tager Holbæk, Vejgaard og Marienlyst tre point med over, mens Brønshøj, Odder, Frederikssund og Ringkøbing starter uden point i forårets oprykningsspil, hvor de tre bedste hold vil rykke op.