Københavns Vestegns Politi rykkede onsdag aften klokken 20.16 talstærkt ud til en lejlighedsbebyggelse på Tårnvej. Politiet havde kort tid forinden modtaget et alarmopkald om, at der fra en lejlighed skulle være tumult.
”Da vi kommer ud på adressen, træffer vi en midaldrende mand, der tydeligvis har været udsat for vold, men vi kan ikke spore os ind på, hvad der er foregået i lejligheden, da manden er meget lidt samarbejdsvillig, så vi er lidt i det uvisse omkring, hvad der er foregået,” fortæller Brian Holm, der er vagtchef hos Københavns Vestegns Politi.
På trods af at manden ikke ønskede at meddele politiet, hvad der var foregået i lejligheden og hvorfor han havde fået, hvad politiet beskriver som bank, valgte politiet at afspærre et større området omkring lejlighedskomplekset, der ligger på den modsatte side af Vandtårnet.
”Med mandens egen fysiske fremtoning, og som lejligheden fremstod, lavede vi de undersøgelser der skal til, hvis det senere viser sig, at manden har været udsat for et røveri eller et overfald. Det er dog et godt spørgsmål om vi kommer sagens kerne nærmere,” fortæller vagtchefen.
”Vi har efterforsket bredt for at afdække flere vinkler, og nu kigger vi på de spor vi har fået samlet sammen. Senere skal vores efterforskere, der får overdraget sagen, beslutte hvad der skal ske fremadrettet. Det er ressourcetung sag at løbe op, når vi ikke ved, hvad der er sket,” fortæller Brian Holm.