Win-win-vægge er indviet

Foto: Jens Wollesen, Anne Wandahl

Kig godt på væggene i Ringsted Produktionshøjskole, hvis dit ærinde lige falder den vej forbi.

Flere af skolens elever har gennem den seneste måneds tid været med i en keramikworkshop ledet af den new zealandske keramiker Jim Cooper.

Han er på besøg på det internationale keramikcenter Guldagergård ved Skælskør, men her har de ikke set meget til ham.

Workshoppen med Jim Cooper var egentlig ment som et eksperiment. Bare for at se, om eleverne får noget ud af at udtrykke sig kunstnerisk, for det har nærmest ingen af dem prøvet før.

Svaret er ja. Eleverne har i den grad fået noget ud af at skabe kunst af ler. Deres værk blev indviet fredag af eleverne selv, deres familie, Jim Cooper, som næsten er blevet deres familie, og flere andre gæster.

Alle trådte lige ind i beviset for, at kunst får mennesker til at smile på samme sprog. Flere af eleverne forstår ikke engelsk. Jim Cooper taler kun engelsk med en heftig new zealandsk accent.

Alligevel viser væggenes værker, at keramikeren og eleverne virkelig har forstået hinanden.

Resultatet er nu et samlet værk, som sprudler over af begejstring, pynter klart på skolens vægge, har givet eleverne oplevelsen af succes, har beriget keramikeren med elevernes oplevelse af succes, er til glæde for nuværende elever og ansatte og en flot modtagelse for fremtidens elever og ansatte.

Kort sagt – Ringsted produktionshøjskole har fået vindervægge.