Ringsted: Mindst fire kvinder har nu politiet i hælene, fordi de snyder og stjæler sig til penge og værdier i et langt større område end først antaget.
Et butikstyveri i Ringsted i juli viser sig nu at have tråde helt ovre i Haderslev i Sønderjylland, og det hænger sammen med sagsbunken over tricktyverier fra Midt-/Vestsjælland og ikke mindst i Kalundborg. Det fortæller DAGBLADET Ringsted.
Hos lokalpolitiet i Kalundborg har vicepolitikommissær Martin Kofoed været tovholder på tyvetøsesagerne siden i mandags. Her så det umiddelbart ud til, at to kvinder, der i lørdags snød penge fra folk ved Superbrugsen i Gørlev i Kalundborg Kommune, var de samme, som også har opholdt sig på Ringsted-egnen.
Politiet offentliggjorde i går overvågningsbilleder af kvinderne fra Superbrugsen.
– Forinden har vi haft billederne rundt i alle politikredsene i Danmark. En kollega i Haderslev ved med sikkerhed, at de to kvinder på billederne fra Gørlev ikke er de samme, som blev anholdt for butikstyveriet i Ringsted den 27. juli. De to fra Ringsted blev nemlig anholdt for tyveri i Haderslev den 7. august, og den ene af dem blev med det samme udvist af Danmark med indrejseforbud i to år, forklarer Martin Kofoed.
Kvinderne fra butikstyveriet måtte løslades igen, fordi de på det tidspunkt ikke kunne forbindes med andre forbrydelser. De boede på Grønnegårde Camping i Slimminge, men da der senere kom andre forhold at mistænke kvinderne for, var de forsvundet fra campingpladsen.