
Den nye jernbane mellem København og Ringsted krydser motorvejsnettet flere steder. Banens sidste kryds vil være at finde ved Vestmotorvejen, hvor banen føres under motorvejen ved Kongsted vest for Ringsted.
– Det er ikke muligt at lukke motorvejen, så vi er sammen med Vejdirektoratet kommet frem til en løsning, hvor vi først lukker den østlige halvdel af motorvejen, mens den ombygges til en ny brokonstruktion over den kommende bane. Mens arbejdet med den østlige brodel står på, leder vi trafikken over i det vestlige spor. Herefter foretager vi samme øvelse i den vestlige halvdel af motorvejen, forklarer projektchef i Banedanmark, Richardt Brixen.
Banedanmark forventer at udføre arbejdet i perioden fra maj 2015 til november 2015.