Musikforeningen Roxy havde søndag inviteret til plademesse for første gang, hvor 25 sælgere fra hele landet fyldte både Ringsted Musikskole og Springbrættet op med titusindvis af plader.
Ved åbningen klokken 10 var der pæn kø for at komme ind, og i de næste fem timer strømmede interesserede stille og rolig igennem hos de mange sælgere, hvor der blev søgt efter gode tilbud og sjældne udgivelser.
LP’er er blevet populære igen over de senere år, og det er baggrunden for at Ringsted skal have sin egen plademesse, lyder det fra Musikforeningen Roxy.

Musikeksperter
Udover det store pladeudvalg kunne publikum opleve en række foredrag om store musikudgivelser med musikekspert Leon Johansen og Erling Krog fra Selektronik i Ringsted, som stod for en række foredrag om teknikken i pladespillerne, og begge var noget der faldt i publikums smag.
– Vi skal nu evaluere, men som det ser ud lige nu kommer Ringsted Plademesse igen næste år, siger Søren-Mikael Hansen, formand i Musikforeningen Roxy.
Arrangørerne vurderer, at omkring 300 gæster lagde vejen forbi LP- og plademessen.
