Store besparelser i vente: Så meget falder varmeprisen

Næste varmeregning vil være langt mindre end ventet, lyder det fra Ringsted Forsyning, der har sat varmeprisen ned for hele 2023.

Store besparelser i vente: Så meget falder varmeprisen

Grundet stærkt stigende naturgaspriser, udmeldte Ringsted Fjernvarme den 30. september 2022 en årlig prisstigning på 4.696 kr. inkl. moms for et standardhus på 130 m2, gældende pr. 1. januar 2023. Den årlige stigning sættes nu ned.

Foto: Jens Wollesen

Med foråret komme kommer gode nyheder fra Ringsted Forsyning, der resten af året vil sætte varmeprisen ned.

Med forbrugernes evne til at spare på energien hen over vinteren, ser forsyningen både et reduceret forbrug, mens prisen på gas også er faldet mere end forventet.

Hvorfor falder varmeregningen?

  • Gaspriserne er faldet.
  • Kunderne har sparet på varmen. Når der bruges mindre varme, kan forsyningen undgå spidsbelastning og dyre brændsler såsom gas og olie.
  • Ringsted Forsyning optimerer på værkerne, så de hele tiden bruger de billigste brændsler.

Det betyder, at Ringsted Forsyning fra næste regning (2. kvartal) vil reducere taksten fra 717 kr. inkl. moms pr. MWh til 570 kr. inkl. moms pr. MWh.

Således er stigningen for 2023, hvis man sammenligner med år 2022, nu på kr. 2.326,90 inkl. moms for et standardhus på 130 m2 med et forbrug på 16 MWh om året.

Der lyder stor ros fra Ringsted Forsyning til kunderne, der over en bred kam har sparet på varmen:

– Vi kan allerede se på tallene nu, at kunderne bruger mindre varme, end normalt for denne årstid. Det viser os, at kunderne virkelig har taget energikrisen alvorligt, hvilket vi gerne vil give stor ros for, skriver forsyningen på hjemmesiden.

Mere fjernvarme på vej

Siden 2009 har Ringsted Forsyning investeret i grønne initiativer på fjernvarmeområdet. De nyeste er et varmepumpeanlæg i 2020 og to mindre træpilleanlæg i december 2022.

– Sammen med halmen og kraftvarmeværket har vi nu et meget robust og fleksibelt fjernvarmesystem, og det har hjulpet os igennem 2022, skriver Ringsted Forsyning på hjemmesiden.

I år 2024 forventer Ringsted Forsyning at blive fuldstændig uafhængig af fossile brændsler. Det bliver i forbindelse med opførelse af nyt stort halmvarmeværk i Benløse.