Stor udvidelse: Tegninger afslører mulige nye butikker

Nye tegninger sætter navn på nogle af de butikker, som angiveligt kan blive en del af stor udvidelse af butiksområde.

Stor udvidelse: Tegninger afslører mulige nye butikker

Visualiseringen af Ringsted Retails mulige etape 2 viser blandt andet navnene på flere mulige forretninger. Ill.: SAMUEL Architects/K3 Ejendomme

Politikerne i Plan- og Boligudvalget skal snart tage stilling til, om udvikler Brian Schou kan arbejde videre med planerne om blandt andet at etablere en dagligvarebutik på 1200 kvadratmeter ved Klosterparks Allé i Ringsted.

Det sker på et udvalgsmøde 23. januar.

I den forbindelse afslører en række nye tegninger, hvilke forretninger, der kan gøre sit snarlige indtog i Ringsted. Det forventes, at i alt otte eller ni forretninger vil slå dørene op, når byggeriet er færdigt.

Dertil kommer et muligt legeland, fitnesscenter og hotel. Planerne om et friplejehjem har Brian Schou droppet, da der ikke var politisk flertal for projektet.

Brian Schou har været tilbageholdende med at sætte navn på de kommende butikker, men løftede alligevel sløret for, at der blandt andet bliver tale om en forretning med biludstyr og tøjbutikker.

Visualiseringen af Ringsted Retails etape 2 viser blandt andet navnene på flere forretninger – herunder T. Hansen og Lagkagehuset Ill.: SAMUEL Architects/K3 Ejendomme

Ubekræftet

Nye tegninger, som er tilgængelige på Ringsted Kommunes hjemmeside, viser, at der blandt de nye butikker kan være tale om T. Hansen, genbrugssupermarkedet Kirppu, en møbelforretning samt Lagkagehuset.

Det har ikke været muligt for DAGBLADET at få bekræftet, om der er tale om de navngivne butikker. De tre forretninger er ikke vendt tilbage på avisens henvendelse inden deadline, mens Brian Schou ikke ønsker at bekræfte nogle af navnene.

Af tegningerne fremgår det, at det ønskede hotel opføres med op mod tre etager med op til 213 værelser. Det skal placeres oven på supermarkedet samt Lagkagehuset.

Afventer lokalplan

Som DAGBLADET tidligere har beskrevet, ønsker udvikleren at gennemføre en stor udbygning af butiksområdet ved Vestmotorvejen. Et nyt supermarked kræver en ny lokalplan, og det er den, Brian Schou og hans firma, K3 Ejendomme, afventer, før byggeriet kan sættes i gang.

I 2022 åbnede første etape af det såkaldte Ringsted Retail, som rummer butikkerne Harald Nyborg, Imerco, Sport24, Elgiganten Jysk samt fastfoodrestauranten Max Burgers, og det kan altså snart være tid til en større udvidelse.

I anden etape vil Brian Schou tilføje yderligere 16.000 kvadratmeter til det i forvejen 8000 kvadratmeter store butiksområdet som er placeret ved Ringstedet, Falck og Ringsted Outlet.

– Jeg er ved at lave lejekontrakter til den næste etape, og der er underskrevet tre kontrakter, mens der er forhandlinger med yderligere seks lejere, sagde udvikleren til DAGBLADET 3. januar.

Flere parkeringspladser

De mange nye butikker og aktiviteter stiller krav til parkeringsmulighederne, og i den forbindelse foreslår Brian Schou at etablere et større antal parkeringspladser på det grønne område mellem bygningerne og motorvejen.

Det fremgår af sagsfremstillingen, at det samlede butiksareal skal reduceres, hvis området ikke kan indgå som parkering. Brian Schou ønsker i den forbindelse en differentieret parkeringsnorm, som kan åbne for, at det ikke er nødvendigt med ligeså mange parkeringspladser, som der normalt kræves ved butikker.

Det fremgår ligeledes af sagen, at parkering i området er tiltænkt anvendt i spidsbelastningsperioder og ikke i forbindelse med den daglige parkering.

Hvis politikerne giver grønt lys til planerne om supermarked og parkeringspladser skal de nye udkast til lokalplan i offentlig høring.

Øverst anes en stribe nye parkeringspladser på det grønne areal, som grænser op til Vestmotorvejen. Ill.: SAMUEL Architects/K3 Ejendomme