For tredje år i træk er TrygFonden med til at sikre, at Red Barnet Ringsted kan tilbyde at udsatte børn i Ringsted og deres familie kan komme på en sommerlejr.
I tirsdags ved Red Barnets generalforsamling mødte Niels Nordgaard fra TrygFondens repræsentantskab op med en donation på 40.000 kroner.
Pengene går til Red Barnets sommerlejr, som foreningens Familieoplevelsesklub står for. Det er for børn fra 5-12 år og deres familie. Klubben har mange forskellige familiearrangementer hen over året, men disse penge er øremærket sommerlejren.
Vi regner med at blive 30-35 fra Ringsted. Lejren holdes i år i Pedersborghytten, fortæller Svend-Erik Jakobsen, formand for Red Barnet, Ringsted.

Red Barnets Familieoplevelsesklub arbejder for at give børn i Danmark et godt børneliv med fællesskaber, tryghed og samvær med familien. Klubberne hjælper de mest udsatte familier med at få et netværk i deres lokalområde samt at give voksne og børn i familien gode oplevelser sammen.
Sommerlejren afvikles den 21.-23. juli i år ved Sorø. Det er med Robin Hood aktiviteter, fordi det foregår i naturen. Red Barnet sørger for forplejning og forskellige aktiviteter. 8-10 frivillige fra Red Barnet Ringsted er med til at arrangere og afvikle lejren.
– Vi er glad for den frivillige indsats, især til dem, som har brug for ekstra hjælp, siger Niels Nordgaard, TrygFonden.
TrygFonden ønsker at øge trygheden for alle i Danmark. Tryghed er fundamentet for et godt liv, og fondens strategi er “Sammen skaber vi tryghed”.
De fem hovedpunkter i denne strategi er Børn og unge skal udfolde deres potentiale. Voksne skal kunne leve et trygt og sundt liv. Et trygt ældreliv. Stærke rammer for tryghed. Tryghed i hverdagen.
På hjemmesiden tryghed.dk kan man se, hvordan man søger midler til projekter, der er med til at skabe tryghed. Næste ansøgningsfrist er den 1. marts.