
Billetterne til næste års Ringsted Festival gik i salg tirsdag klokken 12.00, men formiddagen inden kunne hjemmesiden Billetsalg.dk notere sig, at to personer allerede havde købt billet.
– Inden lanceringen af billetsalget sender vi et link ud til arrangøren, så de kan se, at alt stemmer i forhold til priser og informationer. Hvis man får fat i det link, er der er et kort vindue, hvor man godt kan nå at købe billet, siger Brian Sørensen fra Billetsalg. dk.
Køberen af billetterne var Kristian Guldberg fra Ringsted, som brugte et meget simpelt trick.
– Jeg gjorde egentlig bare det, at jeg ændrede årstallet i linket til billetsiden fra 2019 til 2020, skriver Kristian Guldberg i en mail til DAGBLADET.
Selvom købet i første omgang gik igennem, så lykkedes det dog ikke Kristian Guldberg at få et forspring i forhold til de øvrige festivalgæster.
– Vi har slettet billetterne og refunderet det fulde beløb. De kan købe billetterne igen, når salget officelt starter, siger Brian Sørensen.
De første 2000 billetter til næste års Ringsted Festival bliver solgt som såkaldte Early Bird-billetter til en pris på 975 kroner.