Grønne baderinge, lyserøde blæksprutter, glimtende fisk og kreative børn. Det er hvad, det kunstneriske værksted på Ringsted Bibliotek har været fuldt af hele efterårsferien, og resultatet vises fredag, når udstillingen Livet i Havet åbner på biblioteket.
Årets tema tager udgangspunkt i FN's verdensmål nummer 14, som handler om at bruge verdenshavene på bæredygtig vis. At stoppe overfiskeri og forurening af havene.
– Vi har generelt nogle store temaer i spil. Sidste år var det Paradisets Have og vi har også haft Forgængelighed som tema. Det er nogle temaer, som gerne skal give plads til refleksion og skæve fortolkninger, siger Jane Hyldgaard, der er kunstner og dramapædagog og en del af projektgruppen bag Kunst af Børn og Únge i Ringsted.
Sammen med maskemager Susan Albertsen og tegner og kreativ pædagog Tina Sørensen, guider hun børnene i den kreative proces i værkstedet.
– Vi har et fokus på genbrug og bæredygtighed, og vi har fået doneret rigtigt mange af de materialer vi bruger. Eksempelvis skumgummi-stænger fra svømmehallen og kaffeposer fra rådhuset, fortæller Jane Hyldgaard og tilføjer, at genbrugstilgangen ikke har sat en stopper for udfoldelsesmulighederne.
– Vi har de materialer til rådighed, der skal til for at have store armbevægelser. Der er plads til, at børnene kan give den fuld gas og lave nogle ting i stor skala, siger Jane Hyldgaard.
Sanseligt totalteater
Tidligere var efterårets kunstprojekt for børn og unge udformet som en konkurrence, hvor man kunne indlevere sit værk på biblioteket og få det vurderet ved en fernisering. I år og sidste år har man i stedet lavet tre dages åbent værksted, som afsluttes en sanselig udstilling fredag.
– Vi gik væk fra konkurrence-elementet, fordi vi gerne vil have fokus på kreativiteten og det skabende rum. Udstillingen fredag bliver en levende performance med lys og lyd. Jeg vil nærmest kalde det et sanseligt totalteater, der skal give følelsen af at gå på havets bund, siger Jane Hyldgaard.
Hun er begejstret over fremmødet til det kunstneriske værksted, hvor der især onsdag formiddag er tryk på. Hun håber, at børn og unge i Ringsted fremover kan få endnu mere plads til kunstnerisk udfoldelse.
– Der er ikke så meget plads til det kreative i hverdagen på skolerne og i institutionerne. Derfor kunne vi godt tænke os et fast værksted i Ringsted, hvor netop institutioner kan leje sig ind og få et rum til kreativitet, siger Jane Hyldgaard.
Udstillingen Livet i Havet bliver vist frem i børnesektionen af Ringsted Bibliotek fredag klokken 11.00, hvor borgmester Henrik Hvidesten vil holde åbningstale.