I marts var firmaet Ramp-Riders for første gang i Ringsted for at se nærmere på det nye projekt. Siden har de faktisk kun ventet på godt vejr, for skateboarding og regn dur ikke sammen. Og det gør byggeriet heller ikke med regnvejr.
I modsætning til tidligere, hvor materialevalget altid var træ, så er der denne gang fundet både tilladelser og økonomi til at bygge i skaternes yndlingsmateriale – beton. Det skal efter planen give en langtidsholdbar bane, som både kan lidt af hvert, men som samtidigt ikke går i stykker.
Efter planen har Ringsteds skatere den færdige rampe af beton til rådighed senest i begyndelsen af juni – og efter sigende før, forklarer skaternes formand Dennis Simonsen.
– Det er vores plan at bruge området til et åbningsevent den 6. juni, hvor vi vil holde Skate n' Create sammen med StreetStudies. Men det skulle helst være færdigt før da – amerikanerne mener, at vi allerede er i mål om to-tre ugers tid, og det ser jeg selvfølgelig frem til, siger han.
Åbningsarrangementet er lagt sammen med flere andre urbane sportsgrene, og derfor vil man udover skateboarding også kunne stifte bekendtskab med streetsoccer og parkour – tilsat gadekunstnerne i StreetStudies.
Først og fremmest er vejret dog det springende punkt. Bliver vejret dårligt i en periode, så må arbejdet pauses.
Når først væggen står færdig i halv højde, kan man støbe ramperne. De laves i sektioner af grus og sidenhen 15 centimeter beton.
– Når ramperne er klar, så kan muren bygges helt op – og det færdige resultat bliver en 240 cm høj mur med ramper bygget op til, forklarer parkkonstruktør Ryan Carruthers.
Amerikaneren Ryan Carruthers kom til Danmark i 2010 i forbindelse med opbygningen af Fælledparkens skatepark, og er siden blevet her. Efterspørgslen på dygtige konstruktører i Skandinavien er voksende, men ingen lokale har evnerne til at lave den perfekte park. Derfor er Ryan kaldt ind i kraft af sine mange års ekspertise fra skateboardingens hjemland USA. Hans opgave er især at sikre en glat overflade på de færdige ramper, og at konstruktionen samtidigt også er pæn de næste mange år:
– Det afhænger lidt af projektet, hvor store sektioner vi kan lave ad gangen. Det vigtigste er at undgå revner, men al min erfaring med beton siger mig aldrig andet end to ting: Det vil altid blive hårdt, og det vil altid revne…. Det vigtige er, at det holder sig til mikroskopiske revner, for så har vi gjort et godt stykke arbejde. Endelig kan jorden jo godt give sig, men der har været skatepark her i en del år nu, så det bliver næppe et stort problem, forudser han.
I løbet af de kommende dage ventes muren færdig i halv højde, hvorefter ramperne for alvor kan tage form på Anlægsvej.