Sjællandsk shoppemekka solgt for kæmpebeløb

Salget af Ringsted Outlet er gået igennem, oplyser selskab.

Butikstyv i outlet
Foto: Foto Jens Wollesen

Ringsted Outlet er nu officielt solgt til det tyske ejendomsselskab Patrizia Transeuropean VII.

Agat Ejendomme har således tirsdag gennemført salget af Ringsted Outlet for 390 millioner kroner.

Det oplyser selskabet i en selskabsmeddelelse.

– Salget er som forventet gennemført dags dato (tirsdag, red.), og det bidrager til en væsentlig nedbringelse af koncernens variabelt forrentede gæld, herunder gæld til finansiering af grunde, skriver Agat Ejendomme.

Ringsted Outlet var ligeligt ejet af Agat Ejendomme og Capman Real Estate, og som DAGBLADET tidligere har beskrevet, har et salg været under opsejling i en længere periode.

Ringsted Outlet er nu officielt solgt til tyske Patrizia.

Plan ligger klar i skuffen

De to tidligere ejere efterlader udvidelsesplaner i skuffen til de nye ejere. Forarbejdet er således gjort, hvis Patrizia ønsker at udvide outlettet.

Ringsted Kommune har godkendt en lokalplan, der åbner for 10.000 yderligere etagekvadratmeter outletcenter oveni de i forvejen mere end 13.000 kvadratmeter.

En udvidelse ligger dog ikke lige for, afslørede de nye ejere over for DAGBLADET for få uger siden:

– I forbindelse med købet ser vi positivt på udvidelsesmulighederne i lokalplanen, men det er for tidligt at sige noget konkret om vores udviklingsplaner. Viser der sig en øget efterspørgsel for flere butikker, er vi dog klar til at kigge på udvidelsesmulighederne, sagde Anders Klingbeil, direktør i Patrizias danske afdeling, til avisen 4. januar.

Ringsted Outlet rummer 48 butikker og tre restauranter. Shoppemekkaet beskæftiger omkring 600 ansatte.