Mandag klokken 10.40 bankede en patrulje med narkohunde på hos en 45-årig mand fra Ringsted på grund af en begrundet mistanke om, at han måske var i besiddelse af euforiserende stoffer.
På den 45-åriges bopæl traf politiet også to gæster, som blev identificeret som en 34-årig kvinde og en 42-årig mand fra Ringsted.
Den 45-åriges bopæl blev undersøgt af politiet, som dog ikke fandt nogen euforiserende stoffer i hans besiddelse.
Derimod havde den kvindelige gæst 1,45 gram amfetamin og den mandlige gæst 2,25 gram kokain og 16,1 gram hash på sig, så de blev begge sigtet for den ulovlige besiddelse af stofferne.
De ulovlige stoffer blev beslaglagt som bevis i sagerne mod de to sigtede, som senere vil høre nærmere fra politiet.
Under politiets ophold på stedet kom yderligere to mandlige gæster på 45 og 46 år fra Ringsted på besøg og blev derfor også kontrolleret.
Den 45-årige var i besiddelse af et såkaldt snifferrør, men ingen af dem havde ulovlige stoffer på sig, så de blev ikke sigtet for noget.