Louis larmer, fordi han har helt vildt meget musik i kroppen.
Slår på gryder, pander, spande og lyserøde røreskåle, mens han synger og danser hele vejen ud af børnebilledbogen “Louis Larmer” forfattet af Oliver Zahle og illustreret af Signe Gabriel.
Louis stopper nemlig ikke bare med at larme, når bogen er slut, men slår et slag for at læse, digte videre og ikke mindst snakke om bogen mellem voksne og børn.
– Hvert år vælger vi et tema, og i år har vi et tema omkring musik, dans og rytmik, som taler ind i de læreplaner, man arbejder med i daginstitutionerne. Her er der trommestikker, et rødt klæde og et hjerte, der følger med i kassen, og som helst skal supplere læsningen med en god dialog omkring bogen, siger Malene Køhler-Johansen fra Ringsted Bibliotek, mens hun fremviser indholdet af den kasse, der igennem læseprojektet “VestLÆSland” bliver sendt ud til alle børn i 0-3-års alderen i fem midt- og vestsjællandske kommuner til maj.
VestLÆSland
I læseprojektet VestLÆSland samarbejder bibliotekerne i Lejre, Sorø, Slagelse, Ringsted, Kalundborg og Odsherred kommuner om en særlig læseindsats for de 0-3-årige i 2021-2024.
Initiativet er finansieret af Kulturministeriet som gennem en fireårig periode sikrer, at de mindste børn og deres familier vil få et helt særligt tilbud fra bibliotekerne i regionen.
Undersøgelser har vist, at en tidlig læseindsats kan afhjælpe social ulighed, styrke børnenes sprog og dermed også deres evne til at lære at læse og på sigt tage en uddannelse. Dertil giver højtlæsning en række gevinster som ro, koncentration og fællesskab.
Kollegaen Signe Flaier Kalmberg supplerer:
– Der er mange, der ikke tænker over, at man ikke kan snakke med de mindste om, hvad der sker i bøgerne, men det kan man altså godt, og det øger både sprogstimuleringen og ordforrådet, siger hun og slår fast:
– Vi håber, at voksne og børn vil bruge bogen og de effekter, der er med, for at gøre læseoplevelsen mere levende.
Forløbet i tre år
Projektet har nu forløbet i tre år, og målet er at sikre, at børn, deres dagtilbud og deres familier møder litteraturen helt fra start, lyder det fra Ringsted og Slagelse Bibliotek, der både sidste år og i år står i spidsen for læseindsatsen.
– Som biblioteker rammer vi i forvejen mange af de forældre og fagpersoner, der kender og bruger os, men det her projekt retter sig efter dem, der måske ikke er så bekendt med biblioteket eller ikke læser så meget i familien, siger Ditte Skjærbæk fra Slagelse Bibliotek, der i forbindelse med sidste års projekt støbte børnenes fødder og tæer i gips og hængte dem op på biblioteket.
– Det er ikke, fordi litteraturen ikke kan stå alene, men vi oplever, at læseoplevelsen bliver beriget af den lille smule ekstra krydderi, vi tilsætter som formidlere, siger Ditte Skjærbæk og slår fast med et smil:
– Gipsfødderne hænger der stadig, og selv de helt små biblioteksbrugere på halvandet år kan genkende dem.
Næstsidste gang
Når projektet kulminerer ved læsefestivalen ”ÆllebælleMAJfortælle” i maj, er det dog næstsidste gang. Næste år slutter finansieringen og dermed også projektet.
– Det er ærgerligt, men det har været et vilkår lige fra begyndelsen. Nu skal til at finde ud af, hvordan vi kan drive det videre, når vi ikke har flere penge tilbage, og her håber vi selvfølgelig, at vi biblioteker fortsætter det gode samarbejde på den ene eller anden måde. Det kunne være en årlig litteraturfestival, der ikke nødvendigvis er hængt op på den dyre bogudgivelse, siger Malene Køhler-Johansen, der sammen med resten af projektgruppen bag “Lous Larmer” har lært bogbranchen at kende indefra som udgivere.

Prisen på 340.000 kroner for redaktørarbejde, tryk samt honorar til forfatter og illustrator er dog ingenting i forhold til udbyttet, mener de.
– Det er meget ressourcekrævende at evaluere og søge fondsmidler, men det har været det hele værd at komme ud til så mange børn for forholdsvis få penge, siger Signe Flaier Kalmberg og slutter:
– Hvis man dividerer slutprisen med 10.000 børn, bliver det til 35 kroner pr. barn, og det er jo ingenting, hvis det kan rykke voksne og børn tættere sammen om bøgerne.