Prisen for ”Årets skuespil – efter udenlandsk oplæg” er tildelt det Ringsted baserede turnéteater Katusha ved Thomas Kolding og Pia Rosenbaum for teatermonologen ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”.
Thomas Kolding er scenograf, billedkunstner og teaterproducent og bosiddende i Ringsted.
Cph Culture uddelte prisen til Katusha, som også var nomineret i tre andre kategorier: Årets Hæderspris, Årets Forestilling og Årets Scenografi.
Præstationen bliver ikke mindre af, at Katusha ikke er støttet af hverken kommune eller stat, men kun via private fonde, legater og salg af forestillinger.
Ny forestilling på vej
Teatermonologen ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” er lavet efter bogen af samme navn skrevet af Nobel og Sonning prisvinderen Svetlana Aleksijevitj.
Selv om der desværre ikke følger en sum penge med prisen, er den faldet på et yderst godt sted for det lille lokale turnéteater.
– Vi er i researchfasen til vores tredje forestilling, og så er det jo absolut noget, som vi kan bryste os med overfor de fonde og legater, vi skal i gang med at søge. Allerede ved nomineringerne fik vi meget positive feed-back fra de fonde, som støttede os. Så det luner at få hevet en pris i land, påpeger Thomas Kolding i en mail til DAGBLADET Ringsted.
I gang siden 2016
Teaterforeningen Katusha blev stiftet i år 2016 og skaber forestillinger, der fusionerer det sceniske og det billedkunstneriske udtryk.
Thomas Koldings billedkunst bliver sat i bevægelse og suppleret af scenekunstens virkemidler – alt sammen for at gøre den samlede oplevelse mere intens.
Pia Rosenbaum er skiftevis skuespiller og instruktør på forestillingerne.
”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” var Katushas første forestilling og ”Oberstinden” den anden. Begge forestillinger har turneret rundt i det ganske land og høstet store anmelderroser.
Så forventningerne er store – ikke mindst hos de to kunstneriske ledere selv:
– Nu hvor vi kan kalde os selv et ’prisvindende teater’ har det jo i dén grad skærpet appetitten på at lave endnu en sublim forestilling til sæsonen 24/25, lyder det begejstret fra Thomas Kolding.