Lokal S-kritik af flygtningepolitik

Foto: Joachim Christensen
Gruppeformand Sadik Topcu er enig i, at stramningerne på flygtningeområdet er gået for langt. Foto: Kim Rasmussen
Gruppeformand Sadik Topcu er enig i, at stramningerne på flygtningeområdet er gået for langt. Foto: Kim Rasmussen

Længere ventetid på familiesammenføringer og inddragelse af asylansøgeres værdier. Socialdemokraternes flygtningepolitik giver utilfredshed hos de lokale partimedlemmer.

En af dem er gruppeformand for de socialdemokratiske byrådsmedlemmer i Ringsted, Sadik Topcu, der godt kan forstå, hvorfor S-politikerne i Sorø for nylig har sendt formand Mette Frederiksen et brev, hvor de gør opmærksom på, at de ikke længere støtter den førte politik.

– Jeg kan personligt godt have samme kritikpunkter som mine partifæller i Sorø. Vi kører ud af en tangent, som ikke harmonerer med de socialdemokratiske værdier, siger han.

Manne Suadicani er formand for Socialdemokraterne i Ringsted. Han kan oplyse, at ét medlem har meldt sig ud af partiet som en konsekvens af flygtningepolitikken. Derudover mener flere, at man er gået over grænsen.

– Der er også i vores kreds personer, der forholder sig kritisk og er meget utilfredse. Vi har nået kanten. Men vi anerkender samtidig, at det er en helt ekstraordinær situation. Tiltagene er grundlæggende utiltalende, men er opstået, fordi det har været nødvendigt med en lovgivning, som egentlig hellere skal løses på europæisk plan, siger Manne Suadicani.

Det argument går igen hos Sadik Topcu, der beklager, at flygtningeproblematikken blot skubbes rundt i EU. Men selv om Danmark er tvunget af omstændighederne, så kan man alligevel gøre det lidt bedre, mener han.

– Vi skal gøre det på en mere human og en pænere måde, end der er lagt op til, siger gruppeformanden.

Han forventer, at lokalafdelingen i Ringsted vil diskutere, om man skal have en officiel linje på spørgsmålet. I starten af februar kommer Mette Frederiksen til et partimøde i Ringsted, hvor både lokalpolitikere i Sorø og Ringsted formentlig vil have en del spørgsmål klar.