Landområde i chok: Grise dræbt og stjålet fra åben mark

Landområde i chok: Grise dræbt og stjålet fra åben mark

Rune Hylby har fået stjålet tre ud af fire grise fra sit fritidslandbrug nord for Ringsted.

Foto: Nikolaj Kennov Rasmussen

Hvis man har dyr gående ude, skal man åbenbart begynde at tage sine forholdsregler.

På bare en måned har Merete og Rune Hylby nemlig oplevet at få stjålet tre ud af fire svin fra ægteparrets fritidslandbrug på Roskildevej 581 ved Jystrup nord for Ringsted.

Skar halsen over

Første gang var i slutningen af februar, hvor ukendte gerningsmænd stjal to svin, mens anden gang var natten mandag, hvor de tilsyneladende har aflivet den noget større gris ved at skære halsen over på den.

– Da vi kom ud her mandag morgen klokken 6.30 troede vi først, at de havde skåret halsen over på de sidste to, fordi der var så markante blodspor. Gudskelov fandt vi den anden i hytten, der selvfølgelig var skræmt fra vid og sans, siger Rune Hylby, som købte alle fire grise for lidt over to måneder siden til fritidslandbrug og senere slagtning.

– Vi ville gerne have, at grisene fik et godt griseliv i det fri, inden de skulle slagtes, men sådan skulle det åbenbart ikke gå. Vi er dybt berørte af situationen og meget uforstående overfor, hvad der kan få mennesker til at gøre noget så bestialsk, siger Rune Hylby.

Kontakt politiet

Ægteparret har begge gange meldt tyverierne til Midt- og Vestsjællands Politi, der i øjeblikket efterforsker sagen. Politiet beder alle, der kunne have oplysninger i sagen om at ringe på 114.