Lær for Livet mangler mentorer i Jystrup til at hjælpe børn mellem 10 og 13 år med lektier og faglige udfordringer.
Lær for Livet er et projekt støttet af Egmont Fonden, der, i samarbejde med de danske kommuner, handler om at sikre omsorgsfuld læring til mere end 1000 anbragte børn over hele landet.
– Børn, der er anbragt og altså bor et andet sted end hos deres biologiske mor eller far, er nogle af de børn i Danmark, der har størst risiko for ikke at gøre folkeskolen færdig og aldrig få en ungdomsuddannelse, udtaler Illa Westrup Stephensen, direktør i Lær for Livet, i en pressemeddelelse.
– Men får børnene de rigtige redskaber, og mødes de med høje forventninger, kan de præstere bedre end statistikkerne, og for at støtte op om det, har vi brug for mentorer i blandt andet Jystrup, tilføjer hun.
Som mentor skal man have lyst til, i samarbejde med barnets plejefamilie eller anbringelsessted, at gøre en forskel ved at være en faglig støtte for barnet samt give barnet nogle hyggelige oplevelser af almendannende karakter.
Det kan for eksempel være gode snakke om, hvad der står i avisen og sker i samfundet. Det kan også være en tur på museum eller en tur i teateret.
Fagligt løft
Den faglige støtte skal opretholde det faglige løft og lysten til at lære.
Målet er, at øget selvværd, faglige succeser og et stærkere tilhørsforhold til skolen skal skabe fundamentet for, at børnene kan gennemføre en ungdomsuddannelse og på længere sigt skabe et godt liv for sig selv.
– Som mentor skal man se sig selv som en rollemodel for barnet. Man skal være pålidelig, stabil og have et ønske om at hjælpe barnet nogle år frem. Desuden skal man skal have tid og lyst til at bruge et par timer plus transport hver uge på at mødes med sit mentorbarn, udtaler Illa Westrup Stephensen.
Det er rekrutteringsvirksomheden Manpower, der, på vegne af Lær for Livet, udfører en screening af ansøger forud for et match med mentorbarnet.
Screeningen indeholder en gennemgang af faglig erfaring, og ved udvælgelse gennemgår mentorkandidaten et dybdegående video/telefoninterview, hvorefter et match med et eventuelt mentorbarn gennemføres.
Alle godkendte mentorer kommer på et to dages introduktionskursus.
Yderligere information findes på Manpowers hjemmeside.