
Mette Jeppesen, der er teknisk direktør i Ringsted Kommune, tager nu til genmæle i skoleulykke-sag på Byskovskolen, hvor kommunen har klaget over Arbejdstilsynets første afgørelse og dermed skyder ansvaret for sikkerhed over på entreprenøren.
– Det er ikke ansvaret, vi overdrog, men opgaveløsningen. Vi har aldrig frakendt os, at vi har et ansvar, men den konkrete opgave med at udpege en sikkerheds- og sundhedsansvarlig tilfaldt entreprenøren, mener vi, siger Mette Jeppesen.
Ifølge Arbejdsmiljøloven er det ellers til hver en tid bygherren, der står tilbage med ansvaret – både efterfølgende, men også under arbejdet.
Mette Jeppesen åbner dog op for, at kommunen som bygherre har et medansvar for sikkerhedsbristen, der muliggjorde ulykken – men sikkerhedskoordineringen stod entreprenøren for i henhold til kontrakten, mener den tekniske direktør.
– Det er helt ærligt et spil om ord, og vi afventer Arbejdstilsynets afgørelse på den klage, vi indsendte, indtil vi udtaler os yderligere.
Ringsted Kommune udpegede først en sikkerhedskoordinator 14. oktober, efter Arbejdstilsynet havde været på besøg på Byskovskolen afd. Asgård 9. oktober og givet dem påbud om samme.
Ifølge Arbejdsmiljølovens § 37 er det bygherrens ansvar at udpege en sikkerheds- og sundhedsansvarlig under såvel projektering og ophængning af ventilationsanlægget, der skete henholdsvis 30. september og 1. oktober.