Køen af vrede bilister med parkeringsbøder vokser

Foto: Anne Wandahl

Ligesom mange andre bilister fik John Olsen fra Ringsted ikke øje på et regelskilt da han parkerede sin bil i en privat bås på den kommunale p-plads i Søgade i Ringsted.

John Olsen ved, at skiltet sad tre meter oppe på muren.

– Jeg har selv været oppe at måle det. Der var tre meter fra skiltets underkant til jordhøjde, fastslår John Olsen.

Han har som mange andre klaget forgæves til Universparkering for at få sine penge tilbage. Det skete, efter at han lørdag læste om Henrik Haensels opfordring til at klage efter en bestemt bekendtgørelse.

Mogens Jensen har gjort det samme.

Han fik en kontrolafgift for at holde i en af de to private båse den 14. januar i år.

– Min kone og jeg har snart guldbryllup. Vi skulle bare op til guldsmeden i Sct. Hansgade og have ordnet vores ringe. Jeg parkerede bilen klokken 12.20. Parkeringsvagten må have set det, for på den lange, gule strimmel, som sad i vinduesviskeren, da vi kom ned til bilen igen klokken 12.37, kan man se, at p-vagten har holdt øje med min bil fra klokken 12.21-12.25, siger Mogens Jensen.

Mogens Jensen og John Olsen har fra Universparkering modtaget den samme juridiske og tre sider lange redegørelse, som alle klagere har fået.

– Det er jo noget sludder. De skriver, at Henrik Haensel ikke fik annulleret sin bøde efter den der bekendtgørelse, men på grund af interne kvalitets- og sikkerhedsregler. Hvad er det for nogle sikkerhedsregler? Det er jo latterligt, siger John Olsen.

Han giver heller ikke noget for Universparkerings argument om, at de to private båse skal betragtes som sin egen parkeringsplads på kommunens parkeringsplads.

– Alle båsene er helt ens, og malet op hele vejen rundt med ubrudte linjer. Hvordan skal man som bilist vide, at der er forskel på de samme hvide streger?, spørger John Olsen.

Universparkerings/Universadvokaters direktør Jørgen Pedersen ønsker ikke at komme med yderligere bemærkninger til sagen.