Der er dobbeltdør i Ringsted Krisecenter.
Den første er låst, og et videokamera afslører hurtigt gæsten på dørmåtten, mens den anden leder ind igennem et kombineret storrum og køkken til Kirsten Hejnfelts kontor.
– Det er der jo en grund til, siger forstanderen af krisecenteret og smiler.
– Man skal ikke bare lige kunne vade ind.
Svært at sige farvel
Ligeså svært det er at komme ind på Ringsted Krisecenteret, lige så svært bliver det for Kirsten Hejnfelt at skulle sige farvel, når hun forlader det som forstander i udgangen af marts for at gå på pension.
Og det med god grund. Efter hun kom til krisecenteret i 1990, hvor hun som socialpædagog blev tilbudt stedets første fastansættelse, har hun set ”landets ældste krisecenter” vokse fra to værelser til to ejendomme med otte værelser, 12 ansatte og 20 frivillige fra adressen på Sorøvej.
Det har været en positiv udvikling på en mørk baggrund.
– Krisecenteret har altid været fuldt belagt og har udviklet sig på baggrund af en vedblivende interesse fra voldsramte kvinder, der har brug for hjælp og et sted at bo. Dybest set handler det om at have et godt tilbud, der både tager hensyn til kvinderne og børnene, siger Kirsten Hejnfelt, mens hun viser rundt i krisecenterets legerum, hvor børn kan være børn, mens mor klarer voksensnakken i nabolokalet.
– Der bor for det meste flere børn end kvinder hos os, så der skal selvfølgelig også være et tilbud for dem. Overordnet har kvinderne selv et ansvar for deres børn, men vi tilbyder pasning, og det er vigtigt, fordi børnene er ligeså ramt, uanset om de selv har været ramt af vold eller overhørt den i hjemmet, siger hun og slår fast med let hovedrysten.
– Der er stadig ikke stor viden om, hvad vold i et parforhold er, og hvordan det skader de børn, der vokser op i det.
Kronisk kvindekamp
Selv kom Kirsten Hejnfelt til krisecenteret i 1990 efter at have arbejdet på bostedet Næbs Møllegaard nord for Ringsted. Først og fremmest var hun drevet af en grundlæggende indignation på vegne af sine medsøstre og deres rettigheder.
– Jeg er igangsætter og idémager af natur, men jeg har brændt for kvindesagen så længe, jeg kan huske. Da jeg startede med det her var der hverken lovgivning eller offentlig finansiering på feltet, og jeg kan huske, at det var så uretfærdigt, at der samtidig fandtes lignende love for hjemløse. Jeg kan huske, at jeg instinktivt tænkte, at der burde være lovgivning og finansiering for kvindernes tarv, siger Kirsten Hejnfelt.
Efter hendes tiltrædelse blev indignationen blot yderligere gødet i mødet med de mange kvindeskæbner.
– Jeg fik pludselig øjnene op for, at der eksisterede en verden fuld af vold.
Kvindelige krigsveteraner
Fra Kirsten Hejnfelts kontor er der kig ud på krisecenterets sansehave, der også vækker stolthed os forstanderen.
– Det er blevet en almindelig del af krisecenterets område, men det handler om at rykke samtaler ud, så vi tager naturen og haven i brug for at berolige sindet. Mange er meget forvirrede i begyndelsen og kan slet ikke tage alle de oplysninger, de får ved indflytning. Over 40 pct har PTSD på samme måde som veteraner, der vender hjem fra krig. Det kommer sig af et nervesystem, der er meget belastet efter lang tid med vold af den ene eller anden slags, siger forstanderen om beboerne, der også kommer fra alle samfundslag.
Nogle kommer fra sunde, ressourcestærke parforhold, der pludselig er gået galt, men de fleste er undsluppet voldsspiralen efter længere tid.
– Kvinderne opsøger os typisk, når der har været vold i flere år. Det er noget, der kommer snigende, og er man først udsat for psykisk vold og social kontrol, er det svært at komme væk, for volden virker på den måde, at den fastholder. Typisk er det først, når kvinderne finder ud af, at volden også går udover børnene, at de opsøger os, siger Kirsten Hejnfelt, der sammen med krisecenterets ansatte konstant arbejder med sikkerhed og risikovurdering ud fra den enkelte kvindes situation.
I sidste ende er det dog kvinderne, der alene tager beslutningen om at blive boende eller vende tilbage til manden.
– De kan være så indfanget af voldsudøveren, at de slet ikke forstår omfanget af det, de har været udsat for. Det eneste vi kan gøre, er at håndhæve en stærk faglighed. At blive mødt af et menneske med en bred voldsfaglighed, gør, at kvinderne føler sig varetaget og set, siger Kirsten Hejnfelt, der samtidig slår fast, at mænd altså godt må vise sig på krisecenteret.
– Vi har altid børn boende, og de børn har nogle fædre. Og vi er ikke en flok mandehadere. Vi tager afstand fra vold, ikke fra mænd, siger hun.
Der er dog én person, der fremover i hvert fald ikke kommer til at vise sig på Ringsted Krisecenter. Og den person er Kirsten Hejnfelt.
– Selvom det bliver svært, har jeg svoret overfor mig selv, at når jeg går, så går jeg for altid.
Der vil være afskedsreception for Kirsten Hejnfelt fredag 31. marts kl. 14-17 på Ringsted Krisecenter, Sorøvej 22 Ringsted.
Her vil der blive serveret bobler, kaffe, vand til samarbejdspartnere, støtter, kolleger, ansatte og frivillige, der igennem årene har været med til at løfte krisecenteret med Kirsten. Der vil også være lejlighed til at hilse på krisecentrets ny forstander Pia Sommer.
