Da privathospitalet Aleris Hamlet valgte at satse på sit eget genoptræningscenter, skulle Pilates B under ledelse af Jens Jacobsen og hans datter Sara Schytz finde nye lokaler til deres træningstilbud i Ringsted.
Valget er faldet på lokaler i stueetagen i Tinggade 22 i Ringsted lige over for politistationen. Håndværkerne er i fuld gang med at gøre lokalerne klar til åbningen lørdag 11 maj.
– Min datter Sara startede Pilates B for seks år siden i Lyngby, og nu udvider vi konceptet med en afdeling i Ringsted. Det bliver det første Pilates-center af sin art på Midtsjælland, siger Jens Jacobsen.
Franchise-tager i Ringsted bliver Mariane Ilsø, som indtil nu har arbejdet i centeret i Lyngby.
– Det er en drøm, der går i opfyldelse for mig. Jeg har altid drømt om at få min egen klinik, og jeg glæder mig meget til at komme i gang. Jeg har mange ideer, som jeg glæder mig til at realisere, siger Mariane Ilsø, der bor i Vallensbæk.
Hun har sammen med Jens Jacobsen været rundt og kigge på mange ledige lokaler i Ringsted, men er ikke i tvivl om, at hun har fundet den rette placering til sit Pilates-center.
-Jeg er gået målrettet efter lokaler med en cental beliggenhed, og hvor der er let adgang for alle. Det har jeg fundet her i Tinggade, påpeger Mariane Ils.
I Pilates-træning betragtes kroppen som et organ, der skal trænes som en helhed.
– Det er vigtigt at starte træningen på den rigtige måde. Jeg plejer altid at spørge hver enkelt, hvad ens personlige mål er. Det er vigtigt at afkode hver enkelt kundes ønsker og behov for at kunne sammensætte det mest optimale træningsprogram, påpeger Mariane Ilsø.
På sigt er målet at få tilknyttet en til to instruktører mere, så der kan være aktiviteter i gang i alle tre rum på en gang.
Pilates er blandt andet en effektiv træningsform for folk med rygproblemer og kan også bruges til at øge balance, styrke og koordinering hos elitesportsudøvere.