
– Jo længere tid, butikkerne er lukket, jo mere vænner kunderne sig til at købe over nettet.
Sådan siger Steffen Nielsen, fungerende formand i handelsforeningen Ringsted City, og begræder samtidig regeringens forlængelse af de nuværende coronarestriktioner, der betyder et lukket butiksliv indtil udgangen af februar.
– Det er ærgerligt. Så jeg håber også, det er nødvendigt, og at beslutningen er taget på et fagligt grundlag, siger Steffen Nielsen, der mener, at det bliver sværere at få folk tilbage i butikkerne igen efter en lang periode med webhandel.
Han peger dog på, at mange butikker i Ringsted oplevede en rigtig fornuftig julehandel.
– Der var rigtigt mange, der støttede op om butikkerne i Ringsted i december, men man må også meget gerne huske butikkerne, når det hele åbner igen, siger Steffen Nielsen.
Aktivitet på webshop
Hos guldsmeden Saabys på hjørnet af Tinggade og Sct. Hansgade er indtrykket af en god julehandel det samme. Her oplevede indehaver Maria Andersen ligeledes et godt salg og en solid kundeopbakning i december.
– Vi havde en god, tidlig julehandel. Vi havde mange kunder, der ytrede at det var godt at handle lokalt, og vi kunne mærke, at de ikke bare kom, fordi centrene pludselig lukkede, siger Maria Andersen.
I foråret sidste år åbnede Saabys en længe planlagt webshop, der tilfældigvis faldt sammen med første nedlukning. Og det er en succeshistorie.
– Selvom det ikke kan stå mål med vores salg i butikken, oplever vi trafik på vores webshop i øjeblikket, siger Maria Andersen.
Guldsmeden vil dog helst vil møde sine kunder i øjenhøjde.
– Her kan vi give dem en anden oplevelse end på nettet, siger Maria Andersen, der glæder sig til at slå dørene op igen.