Håbet lever: Stort arrangement kan være på vej mod redning

Folk er begyndt at melde sig som frivillige til stort velgørenhedsarrangement efter opråb.

Håbet lever: Stort arrangement kan være på vej mod redning

Flere har tilkendegivet interesse for at være frivillig til årets udgave af Stafet for livet. Der mangler dog stadig folk. Foto: Jens Wollesen

Foto: Jens Wollesen

Velgørenhedsarrangementet Stafet for livet i Ringsted kan måske alligevel blive til noget i år.

Efter DAGBLADETs omtale af den store mangel på frivillige har arrangørerne fået flere tilkendegivelser fra folk, der er klar til at give et nap med til 24-timers-arrangementet, der samler penge ind til Kræftens Bekæmpelse.

Det fortæller Ann-Birgit Nonboe, der gennem mange år har været formand for den lokale udgave af Stafet for livet.

– Det er rigtig dejligt, at vi er begyndt at høre fra folk, der vil hjælpe, så nu håber vi på, at det lykkes, siger hun.

Vurderingen er, at der mangler 10-15 frivillige for, at arrangementet kan blive gennemført. De foregående år har der været 60-70 frivillige i alt.

Syv henvendelser

Ann-Birgit Nonboe oplyser, at hun er blevet ringet op af syv borgere, der gerne vil bidrage til Stafet for livet, som er planlagt til at finde sted 26.-27. august i Anlægget i Ringsted.

Det betyder, at der formentlig kun skal en håndfuld ekstra tilkendegivelser til for, at Stafet for livet kan blive afviklet.

Der søges blandt andet frivillige til at hjælpe med at tilrettelægge et program, ligesom der også søges efter frivillige til at få afviklet arrangementet.

– Og folk i alle aldre er velkomne, understreger Ann-Birgit Nonboe.

I de bedste år har deltagerne i Stafet for livet i Ringsted genereret 500.000 kroner til Kræftens Bekæmpelse.

Møde

Sidste år deltog omkring 1200 personer i velgørenhedsarrangementet i Ringsted Lystanlæg.

11. april mødes tovholderne, og her bliver det afgjort, om der er nok frivillige til at afvikle det store arrangement.

Arrangørerne opfordrer interesserede til at møde op 11. april klokken 19 i Ældresagens lokaler på Hyldegårdsvej 42, 2.

Det er også muligt at tilkendegive interessen for at være frivillig direkte til Ann-Birgit Nonboe på telefon 22977568 eller Muhammad Ajine på telefon 28990194

Flere har tilkendegivet interesse for at være frivillig til årets udgave af Stafet for livet. Der mangler dog stadig folk. Foto: Jens Wollesen