Grønne fingre vinder helt vild pris: Et skulderklap, men vi gør det for en større sag

Naturpleje: Mandag formiddag kårede Ringsted Kommune to vindere af biodiversitetskonkurrencen, der udover æren også får 10.000 kroner til det fortsatte arbejde med at skabe mere biodiversitet.

Grønne fingre vinder vild pris: Et skulderklap, men ikke derfor vi gør det

Derick Mahelseri, Jamie Samin og forrest Mohammed Bukzine, går alle i 4. klasse på Dagmarskolen, som forsøger at skabe mere biodiversitet på en græsplæne.

– Det ser måske ikke ud af meget, ja, nogle ville måske sige, det så lidt forkølet ud, men det er faktisk en af de vigtigste pointer ved biodiversitet. Det kan udmærket være godt uden at være pænt.

Ja, selvom Britta Nielsen, formand for Klima- og Miljøudvalget, måske har ret i, at græsfirkanten foran Dagmarskolen i Ringsted ser en smule forkølet ud på en kold januardag, giver det faktisk god mening under luppen.

Her er insekthoteller, fuglekasser og vilde bede nemlig skoleklassernes modsvar til den biodiversitetskrise, der truer med at udrydde op imod en femtedel af alle dyrearter i fremtiden. Og som 10-årige Mohammed Bukzine fra 4. klasse på Dagmarskolen udbryder:

– Det handler om at hjælpe naturen og dyrene, så de ikke dør.

Ud af busken

Det er dog ikke bare Dagmarskolens elever, der har arbejdet med at lokke flere insekter og fugle frem fra busken på det seneste. Også helt almindelige borgere har gjort en forskel, hvilket blev honoreret på byskolens lille vilde frimærke mandag formiddag.

Sammen med æren og et gavekort på 10.000 kroner blev vinderne af kommunens biodiversitetskonkurrence henholdsvis Lene Henriksen fra Hallingelille Økosamfund nord for Ringsted samt Grundejerforeningen Volden i Benløse med beboerne Anne-Grethe Larsen og Birthe Andersen i spidsen.

Med sin vilde have i Hallingelille Økosamfund nord for Ringsted er Lene Henriksen vinder af Ringsted Kommunes biodiversitetskonkurrence 2022. Foto: Nikolaj Kennov Rasmussen

Lene Henriksen glæder sig over prisen, der er resultatet af tre års hårdt arbejde i haven i økosamfundet.

– Da jeg vi flyttede ind for tre år siden, bestod haven af en græsplæne, hæk og en smule roser. I en fjerdedel af haven gravede vi græstørven af, lavede et hul og etablerede en dam, og rundt omkring den satte vi en blanding af vilde planter og stauder, siger Lene Henriksen, der også har lavet vilde pletter på græsplænen og en jordvold som levested for insekter og andre dyr.

Vild med vilje

For at synliggøre hvor naturen får bedre vilkår, har Ringsted Kommune meldt sig ind i foreningen Vild med Vilje.

Der er heldigvis mange ting vi kan gøre for at give naturen en hjælpende hånd. Først og fremmest kan du luge 'ukrudt' ud af dit ordforråd. Derudover kan du holde igen med græsslåning og hækklipningen, lave et vildt hjørne i haven, lade grene og haveaffald blive liggende, eller være opmærksom på at plante hjemmehørende arter. Hvis vi er mange nok om at give plads til en vildere natur på vores arealer, store som små, så betyder det faktisk noget.

Kilde: Ringsted Kommune

Der er kommet langt flere dyr til haven, heriblandt flere fugle end før, så det er i sig selv en daglig glæde, synes hun.

– Prisen her er selvfølgelig et skulderklap, men vi gør det for en større sag. Jeg synes, det er vigtigt at råde bare en lille smule bod på alt det, vi som mennesker har gjort for at forværre biodiversitetskrisen, siger Lene Henriksen og slår fast:

– Det er klart, at min lille have ikke gør den store forskel i det store billede, men hvis de fleste tænker lidt over det og gør noget selv, betyder det rent faktisk noget.

Lille stor forskel

Også Anne-Grethe Larsen og Birthe Andersen har tænkt, at en lille smule også kan gøre en forskel – både for biodiversiteten og til glæde for dem som beboere i grundejerforeningen Volden i Benløse.

– Vi har et fællesareal på hjørnet mellem Fluebæksvej og Holbæk, som bare har ligget hen som græsrabat længe, men vi blev enige om, at det både kunne være godt for os og insekterne at plante nogle blomster, siger Birthe Andersen, der sammen med bestyrelsen i grundejerforeningen nu skal tage stilling til hvilke, der skal indkøbes og senere plantes.

Anne-Grethe Larsen og Birthe Andersen fra grundejerforeningen Volden i Benløse, der på hjørnet mellem Fluebæksvej og Holbækvej skal plante blomster. Foto: Nikolaj Kennov Rasmussen

Selvom bestandene af fisk, fugle, pattedyr, padder og krybdyr samlet set er faldet og 4500 ud af 32.000 arter alene i Danmark er i fare for at uddø, glæder Lars Bernd, grøn guide i Ringsted Kommune, sig over de små, lokale initiativer, der kan skubbe til nogle forestillinger og inspirere til lignende tiltag rundt omkring.

– Jeg håber, det gør en forskel og folk kan se, hvor nemt det egentlig er at gøre noget ved biodiversiteten ved at tiltrække insekter og få nogle flere blomster i haven. Selvfølgelig skal der mere til, men det handler også om at tage kampen og udbrede budskabet lokalt, så vi undgår handlingslammelse, siger Lars Bernd og slår fast:

-Det handler om at give kommunens børn og unge jord under neglene og i stedet vække håb.