Folkekirken nedsætter kirkeskatten

Foto: Dan Qvitzau
Klostermarkskirken i Ringsted er rammen om både gudstjenester og en lang række andre arrangementer. Foto: Dan Qvitzau
Klostermarkskirken i Ringsted er rammen om både gudstjenester og en lang række andre arrangementer. Foto: Dan Qvitzau

Kirkesognene i Ringsted og Sorø måtte som så mange andre holde igen på pengene i kølvandet på finanskrisen, fortæller provst Lars Poulsen, hvis embede omfatter 34 kirker i de to kommuner.

De kommunale forventninger om befolkningens indtjening holdt ikke stik. Staten udbetalte flere skattekroner, end der var dækning for, og efterfølgende måtte ikke bare kommuner, men også kirken betale penge tilbage.

– Vi havde nogle år, hvor provstiudvalget måtte sige nej til menighedsrådenes ønsker om nødvendige vedligeholdelsesarbejder, husker Lars Poulsen:

– Det var anstrengende for os, men ikke nogen katastrofe. Det har aldrig været nødvendigt at afskedige personale. Set i bakspejlet var det en sund øvelse at håndtere medlemmernes penge fornuftigt. I hvert fald er situationen nu fuldstændig forandret. For anden gang inden for få år har det været muligt at nedsætte kirkeskatten i Ringsted Kommune, så Sorø og Ringsted nu har ens kirkeskatteprocent.

– Kirkeskatten i Ringsted er blevet sænket fra 0,97 procent i 2015 til 0,95 procent i 2016. Vi sænker den i tillid til, at den ikke skal hæves igen i overskuelig fremtid, fremhæver Lars Poulsen.