Fernisering, foredrag og biografpremiere

Laura Christoffersen, Vetterslev, udstiller tekstilkunst i Hyldegården. Privat foto
Laura Christoffersen, Vetterslev, udstiller tekstilkunst i Hyldegården. Privat foto

Torsdag den 14. januar: Hyldegården, Hyldegårdsvej 41, har fernisering torsdag den 15. januar klokken 13.30 på nu udstilling. Det er Laura Christoffersens håndmalede tekstiler. Der er som regel fest og farver på Laura Christoffersens værker, for hun vil gerne gøre folk glade og varme om hjertet, når de kigger på hendes billeder. Det foregår i caféen.

Samme dag er der blomsterbinding klokken 9.30 i Hyldegårdens borgerstue.

Hospitalet Valdemar holder gratis informationsaften om forebyggelse og behandling af slidgigt og vægttab via træning og øvelser i sammenhæng med den rigtige kost og ernæring. Det er klokken 18 på hospitalet på Haslevvej 13.

Ringsted Folkeuniversitet indleder en temarække torsdag klokken 19 om slægtsforskning. Det foregår på VUC Ringsted, Ahorn Allé 1. Gitte Høstbo fortæller om sine egne oplevelser med at finde sin slægt i Sverige og USA.

Kino har Danmarkspremiere på »En chance til« klokken 18.30. Det er en film af Susanne Bier om to forskellige politimænd, hvis liv ændrer sig den dag, da de bliver kaldt ud til husspektakler hos et junkiepar. Klokken 20.30 vises »Unbroken«.