Tilbage i 2018 startede Forenede Care Neuro med seks sengepladser til borgere med behov indenfor det specialiserede neuroområde. Det skete på neurocenteret Ringstedhave.
Siden da har Forenede Care Neuro været i hastig udvikling og imødekommer nu dagligt et voksende behov fra særligt de sjællandske kommuner, når det kommer til rehabilitering af borgere med hjerneskade.
I dag har Forenede Care Neuro 20 døgnpladser, fire højt specialiserede botræningspladser til unge, ambulante- og mobile forløb, ligesom centeret også fokuserer på forskning og en kursusafdeling.
Og servicemedarbejderen John Nielsen har været med fra start. Han kalder sig selv en slags pedel, men i løbet af en dag har han mange forskellige kasketter på og træner med borgerne på Ringstedhave, når de blandt andet spiser morgenmad.
– Da vi startede i 2018 mødte vi ind til en byggeplads uden varme, en masse håndværkere og rod. Det var bare at tage den fra en ende af, fortæller John Nielsen, der synes, at det bedste ved jobbet er kontakten med borgerne:
– Selvom det lyder klicheagtigt, så er det bare så givende. Folk der kommer ind af døren med en liggende transport og kan gå herfra tre måneder senere. Det er sgu guld værd, siger han.
Et spring ud i uvisheden
Ergoterapeuten Mette Buch har også været med helt fra start. Hun kom fra en stilling på den neurologiske afdeling på Herlev Hospital.
– Jeg vidste ingenting om Forenede Care, da jeg startede. Det var et spring ud i uvisheden, siger Mette Buch, som hurtigt faldt til i et miljø, hvor læringskurven var stejl, og udviklingen gik hurtigt. For hende er relationen til borgeren afgørende for arbejdsglæden og Forenede Care Neuros succes:
– Jeg er stolt over de forløb, vi har med borgerne, og de teams vi arbejder i. Stolt af at vi tager udgangspunkt i borgernes mål og ønsker og lytter til de pårørende, siger hun.
Mette Buch hjælper hver dag borgere med erhvervet hjerneskade med genoptræning, og for hende er det allervigtigste at give muligheden for et meningsfuldt liv.
– Mit fokus er at bringe borgerne tilbage til den hverdag, som de var en del af før. Vi tager udgangspunkt i det helt praktiske og basale som at tage tøj på, gå i bad og spise, men så er det også aktiviteter, som de selv tilvælger, fordi de godt kan lide det, fortæller ergoterapeut en.
Den 1. april bliver Ringstedhaves 5-års åbning fejret på centeret.