Erhvervspriser uddelt: Her er vinderne

Der blev uddelt tre priser i forbindelse med Ringsted Erhvervsforums generalforsamling.

Erhvervspriser uddelt: Her er vinderne

Borgmester Henrik Hvidesten overrækker beviset på, at Anders Nørrestrand, som er stifter af Hofft, har vundet årets erhvervspris.

Foto: Mie Neel

Der var rekordstort fremmøde, da Ringsted Erhvervsforum onsdag eftermiddag og aften holdt generalforsamling i Ringsted Kongrescenter.

Her blev der blandt uddelt priser til lokale virksomheder, ligesom der i år også blev uddelt en talentpris.

– Det her er endnu vigtigere

Hofft ApS, der udvikler og sælger komplette lyskoncepter til virksomheder i hele verden, løb med årets erhvervspris.

Her lød begrundelsen:

“Hofft tildeles Erhvervspris 2023, fordi virksomheden med filosofien ”we can, we do and we will” har skabt en vækstvirksomhed, der kaster lys over Ringsted, Danmark og langt ud over landets grænser. Virksomheden stiler stort, tør tage chancer og kaster sig ud på dybt vand – uden at drukne. Hofft udvikler og sælger komplette lyskoncepter til hele verden i tæt samarbejde med sine kunder.“

Virksomhedens stifter, Anders Nørrestrand, var stolt af at modtage prisen.

– Det er fantastisk, og vi er super glade. Det er en rimelig hård modstander, (computersalg.dk, red.) vi er oppe imod, så vi er super stolte. Vi kan bruge det til alverden i en virksomhed som vores. Især markedsføringsmæssigt kan bruge det til rigtig meget, siger han.

I efteråret 2022 blev Hofft udnævnt som gazellevirksomhed af Børsen på grund af en stor vækst, men den lokale pris betyder mere.

– Det her er endnu vigtigere for Troels (Kjær, kommerciel projektleder, red.) og jeg, som er Ringsted-drenge. Det er ens kolleger og venner i byen, som har stemt på os, så det betyder endnu mere, siger Anders Nørrestrand.

Anders Nørrestrand vinder årets erhvervspris. Han er stifter af virksomheden Hofft.

Iværksætterprisen

Grow Up Farm vandt årets iværksætterpris med følgende motivation:

“Grow Up Farm tildeles Iværksætterpris 2023, fordi virksomheden går nye, innovative og bæredygtige veje i produktion af mikrogrønt af høj kvalitet. Grow Up Farm har desuden udviklet prisvindende emballage til virksomhedens produkter, fx “Best in class” på Hispack 2022. Med en solid faglig ballast og nysgerrighed i forhold til nye dyrkningsmetoder har Grow Up Farm opbygget en vertikal farm i en nedlagt industribygning i Ringsted, og herfra distribueres gourmet-produkter til en lang række grøntgrossister, cateringgrossister og totalleverandører inden for den danske fødevarebranche.“

Grow Up Farm vandt foran Mama Garn og Uld, som var den anden nominerede virksomhed i kategorien.

Brødrene Jens og Lasse Vilmar står bag Grow Up Farm, som vandt Iværksætterprisen.

Talentprisen

Endelig blev der som noget nyt sat fokus på talent, da en talentpris blev uddelt for første gang.

Den vandt Asger Rasmussen, som er tømrerlærling hos Lars Printz A/S.

“Asger er en god og vellidt kollega. Det er tydeligt, at han holder af tømrerfaget, og han viser det med en stor interesse og gåpåmod. Asger er vokset meget med opgaven gennem sin læretid. Selv om Asger er ordblind, har han altid fået gode karakterer, og det har aldrig været en ulempe i hverdagen,” lyder beskrivelsen af vinderen.

Efter prisuddelingen blev generalforsamlingens 111 deltagere underholdt af den kendte iværksætter Martin Thorborg, som holdt foredrag om ledelse og innovation.

Tømrerlærling Asger Rasmussen vandt talentprisen 2023. Det var dog chefen, tømrermester Lars Printz, der tog imod prisen, da hovedpersonen var blevet syg. På scenen var også Maja Duncan fra Berrifine, der var blandt seks nominerede. Prisen blev overrakt af Jeanette Amdal fra Ringsted Outlet, der står bag prisen sammen med Ringsted Erhvervsforum.
Vindere af IværksætterprisenVindere af Erhvervsprisen
2022: IPA Innovation ApS2022: PMH Systems A/S
2020: Gyrstinge Skovkro ApS2020: Høm Brugsforening
2019: Weldmatic A/S2019: Team Rengøring A/S
2018: Skema A/S2018: Michael Lundbech A/S
2017: AB-ELCO A/S2017: Watson-Marlow Flexicon A/S
Tidligere vindere