Selv om langt de fleste billetkøbere til Ringsted Festival har valgt at overføre deres billet til august 2022, er der alligevel nogle, som har valgt at få den købte billet refunderet.
Det samme gælder for billetter til festivalens eftertragtede campingområder.
»Det betyder, at der helt eksklusivt er kommet nogle af de ellers udsolgte campingpladser i salg igen«, oplyser Ringsted Festival på sin hjemmeside.
Det er altså nu, man skal slå til, hvis man gerne vil have en plads på Cirkuspladsen eller Kompagniet før og under Ringsted Festival 2022, der holdes i uge 31 fra den 4.-6. august.
Som et lille plaster på såret i forhold til årets aflysning holder Ringsted Festival grisefest lørdag 7. august i Plastfabrikken på Odinsvej.
»Vores mission med grisefesterne er, at alle vores festivalvenner kan få sig en god omgang fest, selvom festivalsæsonen endnu engang er aflyst. Vi vil derfor sørge for at omgivelserne er toptunet og at de helt rette kunstnere er klar på at spille op til fest«, skriver festivalen.