Der var kamp om skyggepladserne, da Mads Langer indtog Anlægsscenen på Ringsted Festival torsdag eftermiddag.
Han er et af festivalens hovednavne, og publikum havde stimlet pænt sammen foran scenen.
Den danske poprocksanger indledte eftermiddagsfesten med nogle sange fra hans nye album, men hurtigt var det blandt andet hittet “Lightning”, der fik folk med.

Her fortalte Mads Langer fra scenen, at hans etårige datter for første gang var med til koncert. Han sang da også direkte til “Hannah”, som datteren hedder.
Senere havde Mads Langer brug for lidt køligere stemning og spurgte under torsdagens hedebølge, om publikum var klar på en julesang.
Det var de naturligvis, og efter en tiltrængt tår vand og et nik fra bandet, var hovedpersonen klar med julehittet “I en stjerneregn af sne”, som er kendt fra TV2-julekalenderen “Tvillingerne og Julemanden.”
– Det er sjældent, jeg får lov til at spille den, lød det fra Mads Langer, som i løbet af koncerten opfordrede publikum til at drikke masser af vand, og der blev hældt i halsen fra folks medbragte drikkedunke, ligesom mere procentholdige drikke blev nydt.
Bag det stående publikum havde folk taget plads på medbragte tæpper, på den nye tribune og i festivalstole.
